Har stresssymptomer. Svimmelhed. Dårlig fornemmelse i kroppen. Er overstimuleret. Fucking jobcenter.
Forleden hjalp jeg en kvinde med at blive klogere på, hvor hun gerne vil hen i sit arbejdsliv. Hun minder for meget om mig. Hun vil gerne arbejde så lidt, som muligt. Vil gerne bytteøkonomi. Vil gerne minimere sit forbrug og leve bæredygtigt. Vil gerne have tid til det, der er vigtigt for hende. Vil gerne lade være med at bruge sine kræfter på at greenwashe corporations. Hun er sprudlende, energisk og kompetent til alt muligt, men vil helst kanalisere dem ind i at gøre verden bedre… Og ikke køre sig selv ned samtidig. Og det er svært at finde sådan en hylde.
Hvordan skal man så vejlede? “Det forstår jeg godt, kom vi skrider fra det hele.” Eller “Drop arbejde, jeg kan bytte med nybagte boller, tøjreparationer og tegninger, hvad har du?” Nej. For vi arbejder for resulater, der modbeviser narrativer om at indvandreres funktionelle integration er mangelfuld, at de ikke gider, at de er mere egoistiske eller mindre kompetente end os, der er født her. Vi arbejder for selvstændighed, empowerment, mestring. Et meninsgfuldt liv for nytilkomne, mulighed for at bidrage til fællesskabet… men helst på en måde, der kan måles i kroner og øre, KPI’er, vi skal helst kunne rapportere om resultater ved at putte mennesker i veldefinerede kasser med sort/hvide definitioner på succes.
Hun gik derfra med mere mod, energi, selvtillid og retning. Mere håb for faktisk at kunne komme i fast job, hvor hun kunne bruge det, hun havde at byde på, og samtidig bevare sin integritet. Nye vinkler på sig selv, sin faglighed og anvendeligheden. Det er ikke fordi, jeg forsømmer mit formål.
Men det kan godt føles lidt som et skuespil, når man reproducerer de gængse narrativer, man i sit stille sind bruger det meste af tiden på at prøve at gøre op med. Om selvoptimering og -ledelse, strategier, hierarkier og karriere, titler, lineær tid og LinkedIn-likes. Men jeg har spillet det spil, og jeg kan lære andre reglerne (og at bluffe, som de fleste gør), så de selv kan få syn for sagen, prøve det af. Måske brænder de ud om fem år, og så ses vi et andet sted. Måske overlever de uden forråelse og eksistentielle kriser, navigerer bedre end mig, finder et ægte match.
Jeg fortalte mine forældre om det senere, lidt kækt, at jeg havde sagt til hende, at jeg 100% forstod, at hun ikke gad arbejde mere end højst nødvendigt. Og min far sagde, også lidt kækt: “Det er derfor, du ikke får penge for det”, altså vejledningen. Og det gør mig altid lidt ked af det, når jeg møder den indstilling. Det er måske rigtig nok, men hvor håber jeg, vi kan slippe ud af den tankegang, at verden vil blive ved at være uretfærdig, ubæredygtig, hvile på værdier, der gør de unge syge og planeten ubeboelig for os. At man kun kan tjene til sin overlevelse, hvis man reproducerer neoliberalt lort. Jeg håber, at vi finder ud af, at vi har magt, at der er kraft i at gøre ting anderledes, at der er forandring på vej. Et samfund, hvor vejledning i at leve på en måde, man faktisk synes er dejlig og meningsfuld, kan honoreres, fordi vi vælger, at vægte reel trivsel, nærvær og livskvalitet højere end en overflod af plastik og elektronik, vi ikke har brug for. En verden, hvor vi ikke altid har givet op på forhånd. En verden med plads til at bløde, idealistiske mennesker kan følge deres bedste idéer med integritet og intentionelle metoder.
Jeg får lyst til at starte vejledning i eget regi. Anti-kapitalistisk erhvervsvejledning for dem, der ikke gider være selvstændige (for de selvstændige findes der allerede gode tilbud til). Sparring om at indrette sit liv, så man husker det sjove og ikke giver afkald på sine personlige værdier. Om minimalt budget og maksimalt plads til liv. Om sikkerhed og bæredygtighed. Støtte i at slippe kapitalistiske narrativer om, hvornår vi og vores handlinger er værdige. I bytte for næring, hjemmelavede ting, visdom, anden hjælp eller en skilling, hvis det er dét, man har. Hvis jeg altså finder ud af, at jeg er god til det.
Måske der er nogen prøvekaniner på linjen?
Jeg hjælper også min ven med at komme ud af en skriveblokering i sit speciale for tiden. Og jeg elsker det. Vejledningen. At hjælpe med struktur og idéer, at være nysgerrig og spejle tilbage, hvad folk selv sender ud, så de selv kan se potentialet i alt det, de allerede har inde i hovedet, at gøre ting håndgribelige og arbejdsopgaver overskuelige, at løse knuder og knække nødder, så der bliver gennemstrøm, at pege på det væsentlige, når overblikket er forsvundet, og at hjælpe med at eksplicitere det implicitte. Jeg tror, de fleste går rundt og er ret geniale, uden at kunne se det selv.