Får skrevet meget andet end refleksionsdagbog. I dag har jeg været på Kringlebakken og føle mig nyttig, selvom det er meget nyt og jeg er lidt forsigtig. Hjalp en ung og presset kvinde fra Bangladesh med en ansøgning til Rema 1000. Og der var rart at være. Og jeg gik 8 km hver vej gennem byen.
Og i går fik jeg færdiggjort Ung-til-ung kurserne. Det endte med at tage mange timer, så det er et stort flueben.
E og jeg var på fælleden forleden, og vi så en snog og tre tykpelsede tyrekøer og en masse knopper og blomstrende træer og havde det dejligt. Vi har også været i biografen og snakket godt sammen om lette ting, hvilket vi ikke altid er så gode til. At holde det let.
Og han har fået min cykel fikset og jeg har lappet to par bukser for ham og klippet hans hår. Jeg elsker at have tid og overskud til det, Nøjsomheden, at gøre det selv, at hjælpe praktisk. Og mine jobansøgninger er venstrehåndsarbejde, men det gør ikke noget. I morgen får vi besøg fra Østrig og skal til koncert.
Sikke en uge.
_
Jeg læser om dag -93, mens jeg drikker rooibos med honning og er langsom og varm om hjertet.
Det giver så god mening for mig at køre det her projekt i en årscyklus. Man taler meget om at yde omsorg for sit indre barn, men jeg føler også, jeg opdyrker en omsorg for 2024-Ida, som sætter ting i et nærende perspektiv.
Og jeg opdager, at de meget levende og myldrende drømme måske bare hører april til. At det i hvert fald gentager sig. Og at nogle spørgsmål om energi og produktivitet bliver intensiveret, når lyset vinder frem. Det oplever jeg i hvert fald også i år. Men i år er det med meget mindre angst, og egentlig også mindre præstation. Jeg har lavet min egen rutine, deler hver tredje dag, kigger sjældent på likes (men værdsætter al støtte og spredning af mine ord), koncentrerer mig om mig selv og eventuelle beskeder. Jeg har slettet Facebook og Messenger. Jeg har bygget lidt stabilitet, som jeg har brug for i det her kaos, som er verden og friheden. Jeg plejer at undvige rutiner, men de her føles meningsfulde. Det handler om at have ting – også kreative outlets – som er veldefinerede, så jeg ikke bruger alle mine kræfter på at tvivle og reoverveje hver eneste handling, strategi eller opgave hver dag. Jeg følger bare et mønster nu og ser, hvad der sker. Bruger energien på selve oplevelsen og på rigtig handling, ikke algoritmer eller selvkritik.
Og så kan jeg bedre håndtere forårsfebrilskheden, som nok ér og bliver en følgesvend for mig, den udadvendte, handlekraftige, rastløse, introverte planlæggertype. Den impulsive overtænker. Paradokset. Efterårsmennesket.
Og jeg finder fortsat stigende tryghed i at lade sæsoner være sæsoner. Jeg ved, når de kommer, at de vil gå igen, og så kan jeg bedre flyde med og gribe det, de giver eller tager.