Tænker nogle gange på, at al skønheden er der, uanset om vi kom til at læse nyheder eller åbne Instagram igen, eller vi faktisk er i stand til at værdsætte den. Måske endda nyde.
Selvom jeg har en knude i maven, og en eksistentiel angst blokerer en stor del af forbindelsen mellem mine sanser og min bevidsthed, går solen stadig ned i æstetisk overflod.
Den er sgu ligeglad. Og det er på en måde betryggende.
_
Note to self:
Universet kalder ikke på, at du prøver hårdere, det kalder på, at du har tillid til det.
Er ikke fan af positiv psykologi, især ikke, hvis det træder i stedet for velbegrundet politisk vrede, men denne her retter sig mod egoet og angsten, den indre risikominimerende stræber, som prøver at foregribe alverdens ulykker ved at bekymre, tvivle og arbejde sig halvt ihjel og gøre alt på én gang i stedet for at være den rolige uapologetiske kunstner og forfatter, hun drømmer om… Jeg forsøger at skrue ned for selvdisciplinen og op for legen i dag, og tror på, at jeg når mindst lige så langt på den måde, med det jeg vil. (Men det er svært!)
_
Dr. Glenn Patrick Doyle skrev på et tidspunkt: “When your nervous system is pressuring you to make every life decision based on risk management, as opposed to your actual values & goals, you begin to lose yourself. You end up living a life that had nothing to do with you.” Og det minder jeg mig selv om. Jeg ser det som et produkt af opdragelse og en samfundslogik mere end i det individuelle traumeperspektiv, der er Doyles anliggende, men alligevel.
Det er min største frygt og noget, jeg modarbejder bevidst. At miste ejerskabet over mit liv. Men der er mange risikorelaterede tvangstanker, der sniger sig ind alligevel, ofte. Forsøger mig med øvelse og påmindelser…