Det er svært at skille det at skrive fra det at præstere. Når jeg skriver, at jeg trænger til at være ekspressiv, handler det måske også om følelsen af ikke at have skabt noget i lang tid, og at det bør jeg. Altså det er måske mere en trang til at være produktiv end en egentligt trang til at udtrykke mig. En kur mod min følelse af utilstrækkelighed, af ikke at være nok, når jeg blot eksisterer. Fremfor en umiddelbar lyst til at skrive. Det er komplekst.
Men det er gået bedre de sidste par dage med at være her, nyde og komme ned i kroppen, end jeg havde turde håbe på. Og det skal jeg altså også huske at være stolt af, for det er en udfordring. Meget større end at være produktiv, for det ligger mere til mig. (Nu tager jeg mig i det igen: Bør jeg kun være stolt af mig selv, fordi jeg gør noget, der er udfordrende?)
Det er svært for mine nærmeste at navigere i: Hvordan støtte skabertrangen og samtidig udtrykke, at jeg er elskelig uden at præstere og gerne må lade være (og alle nuancerne derimellem)? Det er farligt, når de taler ind i ting, jeg siger om mig selv. For jeg er min egen hårdeste dommer.
Jeg har før haft en kæreste – eller flere i virkeligheden – som primært lod til at syntes, at jeg var skør eller besværlig, når jeg gjorde mig så umage med ting og eksperimenterede med noget, de fandt frugtesløst. Min lille butik, alle mulige skabelsesprocesser og øvelser, timevis af arbejde for noget, de ikke så værdi i. Det føltes ikke som om de støttede, hvem jeg var, når de ikke støttede mine påfund og mit kreative arbejde. Og det passer jo på en måde ikke. De elskede mig, som de bedst kunne. Og det gjorde mig mere passiv og samtidigt frustreret.
Min nuværende partner er virkeligt god de fleste dage til at balancere det – støtte mig med oprigtig begejstring og interesse i det, jeg skaber og det, at jeg har lyst til at gøre noget. Han giver mig tid og plads til at fordybe mig uden bagkant og forventninger, og samtidig minder han mig om, at jeg ikke behøver gøre noget for at berettige min eksistens. Udover at forsøge ikke at gøre skade på andre. Men der er stadig dage, hvor al støtte til projekter føles som præstationspres og al støtte til at hvile føles som om, han siger, at mit arbejde er ligegyldigt. Men det kommer jo fra mig selv, alle dilemmaerne, al tvivlen, alle mål. Det må fandeme være svært at navigere i for andre. Og anstrengende.
Men jeg kan mærke mig nu, i de her dage. Jeg kan græde. Jeg kan være vred. Jeg kan blive rørt. Jeg kan håbe. Jeg kan se, hvor heldig, jeg er. Jeg kan mærke lille Ida og tænke på, hvordan hun ville have det, hvis hun vidste, hun ville få mod til at rejse alene, råd til at bo så vildt et sted, mod og råd til at lege i stedet for at lønarbejde, og kunne spise Coco Pops til aftensmad med den vildeste udsigt til torden uden at spørge nogen om lov. Og blive kaldt rar, empatisk og nem at tale med af en rekrutteringsperson i en forening, der arbejder med psykisk og social sundhed. Og have mennesker i sit liv, som er meget forskellige fra hende, men alligevel nysgerrige på, stolte af og søde overfor lige hende.
Jeg forsøger selv at se og anerkende, hvor meget der sker lige nu. Hvor vild en fysisk virkelighed, konkret. Hvor vild en verden i oprør.
At jeg rykkede på en frivilligtjans, som krydser mange bokse ift. drømmeopgaver i mit arbejdsliv.
At jeg kan komme ned i kroppen ved egen hjælp, uden samregulering, alkohol eller en tredje genvej. Jeg følte mig igennem en jobsamfundskrise i morges og kom uden på den anden side ved bare at være og minde mig selv om det, jeg allerede ved.
At jeg tager gode valg for mig.
At jeg ikke er helt håbløs i de her dage med hensyn til at nyde, selvom det er svært generelt.
Jeg har drukket min første kop usødede kaffe med mælk i en måned. I en lejlighed på 30. etage på Penang. I dage med hede, tung luft og torden, hver gang mørket bryder frem. Jeg køber fem forskellige slags svampe, citrongræs, tang, pasta, bok choy. Jeg spiser ananas med græsk yoghurt og salat med misodressing. Det er så nydelsesfuldt, det her sted, denne her uge på toppen af verden. Og jeg rykker mig, kan jeg mærke. I min evne til at tage det ind. Smile, tænke at jeg fortjener det, selvom jeg er alene. Jeg ligger under en blød dyne med air con om natten, totalt frås. Starter dagen med kaffe, solbadning og pool. Går på toilettet uden at tænke på andre. Laver mad fra bunden, vasker op, går ned med skrald, vasker tøj i maskine, ser tv og film, spiser chokolade, kigger ud på havet og himlen igen. Hvor er det vildt, det her liv. Hvor er jeg vild at være her.
At jeg så ikke lige får skrevet struktureret eller gør fremskridt på det, som var min oprindelige idé om, hvad jeg skulle arbejde med i det her år… Pyt.
Men jeg er SÅ afhængig af ros og bekræftelse. Jeg kan intet uden jer. Og random interviewpersoners indtryk af mig. Det gør det i hvert fald så meget nemmere at tro bare en lille smule på, at jeg kan ting.
Jeg føler mig lidt stærkere igen. I de her dage. Måske ikke forhold til mit forhold, som er ustabilt, og hvor jeg føler mig svag og for påvirkelig. Men stærkere i at være mig.
–
Det er de vildeste lyn, jeg i mit liv har set. Tre- og firearmede gnister på tværs af himlen. I hobetal. I timevis. Hvilket under.
Gad vide, hvor mange af mine gamle yndlingsbøger, der var blevet skrevet, hvis forfatterne havde haft dækning og dopaminudløsende spil og reels tilgængelige. Nok ikke så mange.
I går morges dansede, hoppede og svingede jeg med armene til revolutionær musik og græd lidt. Det var virkeligt rart. Jeg undervurderer nok lidt, hvor meget jeg behersker min krop, når jeg sjældent er alene og heller ikke sammen med folk, jeg kender godt. Jeg føler, luften er tyk af kaos og mine blandede følelser for tiden. I mit liv, politik, arbejdsliv. Og det føles fantastisk at have både tid og plads til at slippe det løs og mærke efter og tænke igennem, ikke bare overtænke, når man burde sove, men sætte struktur på. Det har været en svær og intens, men også god dag. I går var mere bare svær og anspændt, fastlåst. I dag slap jeg det ud. Og venter på, at arbejdsglæden finder mig, ikke omvendt. Øver mig på: “Har du hvilet nok til at arbejde?” frem for “Har du arbejdet nok til at hvile?”