I dag var en god dag. Jeg checkede ud fra det klamme dorm og fik afleveret mit vasketøj (måske med andres lort på? – lang historie) hos en gammel laundry service mand, der vejede det på sin gamle blå, mekaniske vægt. Jeg fik måske pruttet ham op til dobbelt pris. Svimlende 22 kroner! Han ville muligvis have taget det halve, hvis jeg ikke havde misforstået ham med hensyn til om 11 kroner var for hele herligheden eller per kilo.
Og efter at have fundet mit nye hotel, men fået at vide at der først var check-in kl. 14, tog jeg min lille rygsæk (med alle mine værdigenstande) og gik ned til stranden… Havde ikke badetøj eller håndklæde med, men havet så så indbydende ud, at jeg tænkte fuck it. Havde trusser og en klam gammel t-shirt. Og fik sat min taske et strategisk trygt sted ved nogle andre langsomme turister under et halvtag.
Og i vandet med mig! Det var alt, hvad jeg havde drømt om. Blev renset. Og det var så blødt og roligt. Og så blæste det op og nogle mørke skyer kom nærmere. Fuglene lettede. Og så begyndte det at regne. Og jeg var den eneste, der ikke søgte ind i læ. Der var bare en lun og grå evighed omkring mig. Og dråberne var så smukke, ud over det hele, når de ramte vandet i små eksplosioner, der var ret kolde i forhold til havet. Og det var så tiltrængt og rart for min stadig lidt ømme ankel at kunne bevæge sig uden vægt på i alt det bløde.
Jeg flød bare rundt og sad på stranden og gloede og flød lidt mere rundt… i to-tre timer. Og så frøs jeg faktisk (uvant følelse i troperne), og tænkte, jeg ikke kunne blive ved at svømme rundt. Var også lidt træt i kroppen. Så gik jeg op til mit hotel og kom ind helt gennemblødt, mere af regnen end af havet. Og fik et varmt og tørt hvidt håndklæde lige fra tumbleren af receptionisten, men jeg sad og ventede lidt under et halvtag nede ved poolen.
Hele dagen sagde jeg til mig selv: Ida, prøv at sanse det lidt mere og tænke det lidt mindre. Bare vær her, uden at analysere det, du oplever. Og det gik faktisk okay med det. Øvelsen i bare at være. Og nyde. Og se ting ske.
Dejligt at jeg fulgte min intuition og kastede mig ud i det, bogstaveligt talt. Kunne ligeså godt have gået i den modsatte retning i stedet for mod havet. Men nu var jeg der. Og nød det i fulde drag. Og lo lidt for mig selv af min egen lykke. I stedet for at lade mig stoppe af fornuft og beherskelse, andres blikke og at jeg havde al min elektronik med og ikke mit badetøj. Der var intet problem.
Mit værelse var heldigvis klart tidligere end 14. Jeg frøs stadig, så jeg lavede mig en varm kop kaffe og hældte varmt vand i badekaret. Og mærker en dyb taknemmelighed over at være en voksen, der har råd og fri vilje. Til at tjekke ind på sit eget værelse og finde ro. Og tage på tilstrækkeligt udfordrende eventyr til ikke at tage den basale komfort for givet. Tør, mæt, varm, tryg.
Hvilken oplevelse. Af sig selv, men ikke på den navlepillende måde – på den levende-midt-i-verden-og-elementerne måde.