Siden jeg første gang fik arbejde, hvor mange af opgaverne skulle faktureres ud på kunder, og vi derfor registrerede, hvor lang tid vi brugte på hver aktivitet, har jeg i perioder også gjort det derhjemme. Registreret for mig selv, hvor lang tid jeg bruger på diverse projekter eller aktiviteter. Somme tider har jeg også brugt det til f.eks. at se mønstre i, hvor meget jeg har brug for at se andre mennesker, hvor meget frisk luft og den slags, når der lod til at være en sammenhæng med mit humør, angst etc. I de her dage bruger jeg det kun til arbejde – registrerer den tid, jeg bruger på frivilligt arbejde i forening, på håndværk, på kreativt/eksperimenterende arbejde, på idéer og strategier, på administration og teknik, på at læse faglitteratur, på fællesskab om det faglige, på pengesager. Det kan måske lyde lidt skørt eller usundt, og det er helt sikkert ikke for alle, men det gør mig faktisk for det meste godt og bliver en form for stopklods, når fritid og arbejde flyder sammen, og det hjælper mig til at se det, jeg faktisk udretter, også selvom jeg måske ikke når i mål med et konkret projekt eller er på læsesalen i dagtimerne. Det fjerner noget fokus fra præstation for mig, og gør mig bedre til at anerkende det arbejde, jeg lægger og være tålmodig med resultaterne. Og jeg bliver klogere på mine vaner og min energi. At fem timer om dagen på en kombination af de ting passer mig ret fint. At derefter bliver det lidt en kamp. At én times kreativitet måske forbruger den samme energi som tre timers repetitivt håndarbejde etc. Og måske det også kan gøre mig bedre til at tage en højere pris for mine ydelser på sigt at se alle de timer, processen tager (igen med inspiration fra mit lønarbejde, hvor jeg kostede kunderne 1.500+ i timen, når jeg lavede ting, der ikke var specielt svære – hvis man var så ublu angående penge som selvstændig eller kunstner, så kom der nok brød på bordet… omend jeg allerhelst vil en bytteøkonomi med ligesindede… åh ja).
Men nu forsøger jeg mig med langsomt at finde et andet, lavere mål for produktiviteten… For jeg føler ikke, jeg hviler i det længere, jeg gad godt kunne trives med mindre struktur og leve mere lystbetonet og mindre pligtopfyldende. Jeg accepterer samtidig at det er en proces, og at jeg ikke kan give helt slip endnu. Det er virkeligt tydeligt, hvor utroligt svært det er for mig ikke at være i gang med noget og sætte mål. Det er en aflæring af små 34 års indoktrinering. Det er skræmmende at skrue ned for produktivitet og handlekraft, når jeg har hængt meget af mit værd op på at være en fagligt stærk, resultatorienteret og stædig optimist med uendelig selvdisciplin og planer.
Mit nye ideal er at lave én ting om dagen. På de dage, hvor jeg ikke er social eller på tur – og unde mig selv at bruge alt mit overskud til at være social eller på tur, når jeg føler for dét.
Én ting, stor eller lille, og gerne lige den, jeg har mest lyst til og som passer til dagens energi. Og så øver jeg mig i at føle, at det er nok. Der er mange svære ting ved at være lønjobfri med tusinde idéer og projekter, men det sværeste for mig er oftest at holde fri uden risikokalkulerende tankemylder.
Forleden var den ene ting f.eks. at gøre det muligt at tilmelde sig nyhedsbrev på min hjemmeside, så jeg kan give besked om nyt indhold til de interesserede uden at involvere Meta. Det tog ikke så lang tid, som forventet, måske fordi jeg havde fuldt fokus og ikke blev distraheret af idéer om, hvor meget jeg skulle nå bagefter. Jeg skulle bare nå dét, og havde tankerne ét sted.
En anden dag var det at gennemskue, hvordan man hækler forskellige mønstre. Jeg kan ikke læse diagrammer, og det har som barn tændt mig helt af i forhold til al hækling (når jeg ikke var god fra første forsøg, kunne det også bare være lige meget). Men nu kan jeg dedikere en hel dag til at eksperimentere, udtænke, trævle op, gentage. Og det føles som den vildeste luksus at kunne fordybe sig i læring på den måde. Uden bagkant, uden at det føles som et offer af andre ting, som jeg diskuterer med mig selv om er vigtigere. I virkeligheden er det måske fordybelsen i en af sine reneste former. Det kan virkeligt noget for mig med den frihed til fokus. Fordi jeg altid har mange idéer og interesser simultant og drømmer om at nå det hele på den halve tid, så har jeg aldrig gjort det særlig meget. Fokuseret. Jeg har altid følt, jeg tog tid fra noget andet, og det har også gjort mig utålmodig. At skyde sådan med spredehagl giver mig ofte en følelse af aldrig at nå nogen vegne med noget af det, jeg gerne vil.
Men nu øver jeg mig i at nå videre med én og kun én ting om dagen, og resten af tiden er fri til resten af mit liv – at være frem for at gøre, relationer, hvile.
Ligesom så meget andet af det, jeg tænker over og eksperimenterer med for tiden, så handler det nok egentlig mest om nuet og nærværet. At involvere mig fuldt og helt i det, der er lige foran. Det føles så sundt. Og svært. Og tilfredsstillende, når det lykkes.
Men jeg tager også fri hele dage. Og vil lige tilføje:
Hvil hvis du trænger til hvile. Hvis du venter på inspiration. Hvis du føler dig flad eller tom. Hvis du har lyst.
Dit liv er dit.
Du har værdi, som du er.