Indlægget Bengaluru Sandhya (2024) blev først udgivet på UANSET.

Kompositionen/motivet er stærkt inspireret af et originalt værk af Carlos Ortega-Haas / Composition draws heavily on original work by Carlos Ortega-Haas

Indlægget Hun / She (2026) blev først udgivet på UANSET.

Jeg er på vej ind i et nyt kapitel. Tror, det er derfor. Hvad skal der ske nu? Hvis jeg ikke vil kontorjob. Hvis jeg ikke vil være underbetalt. Hvis jeg ikke vil interessetimer. Hvis min kunst ikke er god nok. Hvis ingen køber. Hvis IG hænger mig langt ud af halsen, og Pixelfed heller ikke fænger for tiden. Hvis jeg vil alt og intet. Det myldrer med idéer. Jeg prøver at stole på, at jeg kan eksekvere, når året er slut. Tør prøve på noget, jeg ikke har prøvet før. Føre til dørs. Skrive værker. Producere flere ting med nærvær. Være mere opsøgende.

Jeg er angst. Jeg er håbløs. Jeg er sulten. Jeg er gammel.

Jeg er ressourcestærk. Jeg er vis. Jeg er kærlig. Jeg er heldig. Jeg har ord. Jeg har idéer. Jeg har liv.

Et år med fokus på rødderne frem for blomsterne… Er endt lidt i det modsatte, fordi jeg kom til at melde mig ledig og arbejdssøgende, før det var slut. Eller måske ikke i det modsatte, men i en usynlig modning, før et eller andet vil bryde ud. Prøver at se det som noget skabende, det her build up af nervøs energi. Lige om lidt er jeg klar til igen at handle mere, bevæge mig. Snart skal der ske noget nyt. Oven på et år med introspektion, mere passivitet og en hel del tiltrængt dvale. Jeg er jo egentlig vild med de her overgange, skift, nye begyndelser. Skal bare turde omfavne de kaotiske og ængstelige sider af det også.

Indlægget Dag 355 blev først udgivet på UANSET.

Og ja. Det gør jeg.

Og jeg tænker over, når jeg formidler om det gode liv for 7000,- per måned alt inklusivt, at jeg ikke håber, mit projekt bliver misforstået som et budskab om, at dagpengesatsen er for høj, fordi jeg kan leve for én månedssats i to måneder. Eller om at SU’en ikke er absurd lav ift. huslejen i de større studiebyer. Eller om at kontanthjælpen er høj nok til at alle kan leve et værdigt liv, der hænger sammen. Det er den ikke. Og det bliver aldrig mit budskab.

Jeg er her ikke for at sige: “Se bare, det er en fornøjelse at være fattig, du skal bare optimere dit og dat og tage ansvar, det er ikke svært.”
Jeg synes, uligheden i vores samfund og i verden er et stort problem, og hver gang nogen snakker om religion eller kulturarv som årsag til problemer med sammenhængskraften i vores lille land, ved jeg ikke, om jeg skal grine eller græde. Hvad med økonomisk ulighed og stigende privatisering? Hvorfor skal de rige fortsætte med at blive så meget rigere?
Og min politiske dagsorden her handler til dels om arbejdstagerrettigheder og feministisk økonomi. Om at tænke anderledes på kapital, forbrug og arbejdsliv på mange niveauer. Om at stille krav som lønmodtager. Om at lære at tænke “arbejdsgivere” som “arbejdskraftskøbere”. Om at tage noget magt tilbage. Om at bremse helt ift. at deltage i en kapitalistisk verdensorden, om at genfinde personlige værdier og et liv derefter. Det handler ikke om at ‘hacke systemet’ og investere (kapitalisere på andres arbejde) eller om at vi skal finde individuelle løsninger på strukturelle problemer.

Som individ har jeg fundet min frihed i en livsstil, som fungerer for mig. For nu. Men mit projekt er kollektiv revolution, omvæltning af værdimæssige dagsordener i vores fælles institutioner, et samfund med fokus på trivsel i stedet for vækst. Fællesskab, følelser, kreativitet, natur, cyklisk tid og blødhed.

Og nogle dage kan jeg tydeligt mærke, at jeg gør mig selv sårbar med de her valg. Jeg er heldig med tidligere velbetalte jobs og deraf en stor opsparing. Jeg er heldig at have en god placering på ventelister til almene boliger i København. Jeg er vokset op med økonomisk ro og forældre med stabil indsigt og langsigtet overblik over udgifter og klare, trygge prioriteter. Men jeg mærker tydeligt de stigende fødevarepriser nu, fx. Jeg prioriterer mere hårdt, end jeg gjorde for et par år siden. Jeg tænker på de alt for pressede daginstitutioner, ældrepleje, psykiatri mv. og hvordan jeg ikke kommer til at kunne betale mig til bedre tilbud. Hvis den neoliberale dagsorden fortsætter ift. at udhule vores velfærd eller i hvert fald spille helt fallit ift. at løse nye problematikker (klima, epidemier, trivsel), så kommer der ikke til at være meget hjælp at hente på mit budget.
Jeg har det fint, så længe jeg ikke har brug for systemet, men jeg frygter at få brug for det på sigt. Med fravalg af et arbejdsliv, der fylder det meste, kommer jeg ikke til at kunne deltage i det parallelle system med brugerbetaling, som de rige allerede er godt i gang med at opbygge.

Så ja. Jeg tænker over det. Men jeg ville ikke bytte friheden og roen til at mærke, hvad jeg egentlig har brug for, for den store økonomiske tryghed. Jeg drømmer om et samfund, hvor vi løser problemerne sammen i stedet for at skrabe til os individuelt, indtil problemerne ikke angår os.

Og så læste jeg Oscar Wilde… Og vendte tilbage til dyden i ulydighed, og rankheden i ikke at skylde nogen noget. (Man kan sige meget andet om ham, men jeg finder ham i hvert fald inspirerende i det bidske schwung, han leverer sine pointer med).

Indlægget Dag 353 blev først udgivet på UANSET.

Humøret ændrer sig meget
Jeg følte en lettelse med solen i rummet
Over ikke at skulle udholde mere
Over at gøre mig fri af at bruge sommeren på usikkerheden ved, om ting bliver aflyst pga. konflikter og hans skrøbelighed
Lyst til at danse og synge og drikke
Tage i skoven og bade i havet
Læse bøger i min hængekøje
Købe et hus
Leve det liv, jeg drømmer om
Men alene
Eller ikke alene
Men uden ham, uden partner

–

Har hovedpine
Tvivler på mig selv
Er utryg alene
Mister energien på alle projekter
Føler mig fanget

Vil prøve at holde fast
I at det måske bliver nemmere denne gang
At jeg aldrig har været her før
At denne gang holder jeg fast
Og genfinder mig selv
Og kan mere alene
Denne gang ikke nær så ensom og klyngende mig til fremtiden, der ikke blev
Denne gang fokuseret på nuet, mulighederne
Uden
Ham

Indlægget Dag 349 blev først udgivet på UANSET.

Jeg går ud af mit år uden lønarbejde styrket i den opfattelse, at jeg kun gider good vibes. At jeg gerne må være selektiv (ligesom alle andre). At jeg er en værdifuld ressource (ligesom alle andre) og godt må forvente at blive behandlet som sådan. Eller sige nej tak.

Er så skuffet. Ikke over ikke at få det job, men over at de er sådan nogen, der ikke giver afslag på en ordentlig måde og hurtigst muligt. Jeg var så glad for processen. Nu hader jeg arbejdslivets mennesker og mekanikker igen. Og vil huske processen som forvirrende, frustrerende og uden god afsluttende kommunikation med mulighed for at komme videre med god læring og selvtillid og tillid. Øv!

Før torsdag havde jeg en idé om at sige, at de altid måtte ringe, hvis de fandt noget andet til mig. Projekter og sådan noget, nu de ved, jeg fandtes. Jeg havde en idé om at lave en aflægger af mit paradistræ og smutte forbi med det til deres døde mødelokale, bare fordi de var søde. Og jeg er. Og nu føler jeg mig så dum. Taget for givet. Det føles så falsk for mit lille hjerte, at de kan være så søde, nysgerrige, imødekommende og anerkendende… Lige indtil de har besluttet, de ikke skal bruge ens arbejdskraft. Så er der blank ligegyldighed.

Jeg vil en anden verden. Jeg bliver ødelagt af den med titler, kontrakter, løn. 

Men jeg har fået jordbær med fløde, kram af A, og faglig sparring og opbakning med B og P. Tilbage til livet i morgen. SSP, bloggen, kunsten, min hængekøje, litteraturen, udlængslen.

Nej tak til det andet.

Indlægget Dag 346 blev først udgivet på UANSET.

Nu går jeg til samtaler hos NGO’er, der har brug for hjælp til administrativ struktur og IT. Laver gratis arbejde for SSP-samrådet, fordi kommunen siger, jeg skal. Hjælper mine forældre med at sortere, før de skal flytte fra huset. Og der er knas derhjemme, som jeg flygter fra. Og opslagene til IG er svære at lave. Og det strukturerende arbejde er meget trægt. Og både det ene og det andet frivilligjob føles som lidt for meget af det gode. Og jeg sover dårligt og har problemer med koncentrationen i den lyse, summende sommerlarm.

Men jeg følte mig ret god til jobsamtalen forleden. Følte, at jeg var mig selv og var ærlig, og har vist ikke før været til samtale så sejt et sted. Sejt som i, at de arbejder med vigtige ting på et solidt fagligt grundlag. Det er i hvert fald længe siden, at jeg har været inde i den verden med henblik på lønnet arbejde. Selv i sårbarhed og dårlige erfaringer var jeg ærlig. Jeg er stadig lidt bange for at være for meget, når jeg ikke spiller skuespil eller filtrerer voldsomt, men jeg er også modig. Og de virkede som så gode mennesker, dem jeg talte med. Og jeg duftede til hyldeblomsterne inden, fordi jeg havde god tid. Og var nærmest ikke nervøs, men hvilede i, hvad jeg havde at byde på, og at matchet skal gælde begge veje, og jeg kunne svare reflekteret på det meste. Jeg ved ikke, hvorfor jeg er så usikker på min faglighed. I virkeligheden skyder jeg nok tit over målet og fremstår overkvalificeret til de lette job, jeg egentlig gerne vil have nu.

Jeg var til to gode runder samtaler. Med case. Now we wait...

Indlægget Dag 344 blev først udgivet på UANSET.

_

Mine forældres skal flytte ud af deres hus.

Overflod af arvestykker.

Jeg har fået tøj og porcelæn til resten af livet. Og nok også det næste.

Indlægget Dag 339 blev først udgivet på UANSET.

Indlægget Dag 337 blev først udgivet på UANSET.

Og jeg var tæt på ikke at møde op, fordi min kæreste havde en nedsmeltning på vejen og vendte om på stien. Er så taknemmelig for, at jeg gjorde det uanset.

Og jeg fik en masse stof og tøj fra mor. Gamle ting med en ny fremtid, uden nyt spild af ressourcer.

Vil bare det langsomme liv. Vil ikke mere bøvl. Er taknemmelig for de ting, jeg har startet.

Indlægget Dag 336 blev først udgivet på UANSET.