Indlægget Bengaluru Sandhya (2024) blev først udgivet på UANSET.

Kompositionen/motivet er stærkt inspireret af et originalt værk af Carlos Ortega-Haas / Composition draws heavily on original work by Carlos Ortega-Haas

Indlægget Hun / She (2026) blev først udgivet på UANSET.

På at jeg er på vej

Mange tal går igen

Folks fortolkninger af stjernernes pladser på himlen

Lykkeedderkoppen i bussen, som jeg var bange for, jeg havde mast, men så fik øje på på gulvet igen… Og så væltede min kuffert med et brag.

Meget synkronisitet, referencer, emner der dukker op flere steder samtidig, en stribet fjer fra en skovskade midt på stien. 

Fik spontant lavet et godt ritual i blæsten under en grå himmel, og skrevet lidt i hånden om læring hertil og retningen herfra. Mærkede den første tår vin som en intens fysisk tyngde. Bagefter var himlen helt blå, et hvidt fly hang midt i mit synsfelt og glimtede, og endnu en lykkeedderkop kravlede forbi på mit lår.

_

Gør fortsat status. Afslutter.

Har ikke lyst til at vende tilbage til racerløbet. Vil bare have mere. Mere finurlighed, mere langsomhed, mere protest, mere natur, mere netværk (af den slags, der handler om liv, værdier og kærlighed, ikke karriere). Mere tid.

Det er sjældent, jeg laver ritualer for mig selv. Det føles kejtet eller påtaget, som maskering eller skuespil. Men i dag var det spontant og det fungerede bare. Har låst op for et nyt modus i mig selv.

Her er noget af det, jeg skrev i hånden:

Jeg føler fred i dag, på den sidste dag. Skønhed og lykke. Jeg føler, året har været så godt givet ud. Jeg har ikke mistet noget. Jeg har lært så meget om mig selv af at stå stille. Observeret så mange smukke ting, der giver styrke og retning. Genfundet en form for selvomsorg og handlekraft, som jeg har savnet. Noget som kan omfavne mig selv og mit indre barn, en ny respekt for mine egne særheder og begrænsninger. Evnen til at nyde er noget, man kan opøve. Trygheden ved hvile og rolig betragtning lige så. Evnen til at stole på, at man ikke behøver skynde sig. Og det her lille fællesskab, denne her større bølge – er meget glad for at have haft tid til virkeligt at se den, interagere med den, mobilisere, puste til ilden eller sprede ringe i vandet. Meget glad for at have fundet forbindelse. Meget glad for at forsøge og jo faktisk næsten gennemføre. 9 måneder uden indtægt. Fire måneder på dagpenge. Så det har vel kostet omkring 50-55.000 på mit budget, med mine privilegier.
Jeg tror ikke, det bliver sidste gang, jeg gør sådan noget. Og jeg har lært meget nu om den praktiske ramme, og hvad der skal til for mig, for at jeg mentalt kan være i det. Hvilke aftaler, jeg skal lave, hvilke strategier til at sidde igennem mørket.
Men lige nu vil jeg ud på fælleden og være. Nyde resten af sommeren på en langsom, observerende måde. Fejre afslutningen på mit år uden lønarbejde ved at synke ned i naturen og dens processer. Jeg knuselsker sensommeren. Duften af at efteråret er på vej, kølig fugt, muld og gul snerre.
Og når det bliver gråt og køligt, og jeg kommer til at savne penge og struktur, så finde et nemt deltidsjob, måske. Som efterlader energi og tid til at fortsætte alt det andet ved siden af. Veksle ind og ud, uden at glemme den større sammenhæng.

Indlægget Dag 365 blev først udgivet på UANSET.

Jeg scroller.

På Instagram.

Folk tjener penge på det, jeg drømmer om, gør det, jeg har taget tilløb til længe og stadig ikke gør, er derude, aktive og i kontakt med hinanden, og jeg gør intet. Jeg er alene. Jeg er i stå. Jeg kan ikke finde retningen og troen og roen. Kun angst og forvirring lige nu.

Det stod i mit horoskop, at det godt kan virke som om, det hele stagnerer lidt i juli, at det er svært at handle og svært at mærke, hvad man vil eller hvem man er, hvad ens virke er. Jeg mærker ikke noget, bare uro. Men der stod også, at der nok sker mere usynligt, end man tror. Jeg tror ikke rigtigt på horoskoper, men.

Jeg prøver.

At stole på det, jeg godt ved. At stilhed ikke er intethed. At tilsyneladende stilstand er nødvendig og produktiv. At tomhed gør plads til nyt. At jeg ikke ved, hvad der kommer til at ske og at det ligeså godt kan blive fantastisk som farligt.

På Pixelfed har folk haver, som jeg drømmer om. Venner, der gør whimsy ting sammen, som jeg drømmer om. Skaberkraft, aktivisme, kunst, kropslighed, kontakter, initiativ. Og jeg har bare angst i kroppen.

Og en form for lammelse i sammenligningen.

Men mit livs kærlighed, min sjæleven, mit yndlingsmenneske er også ved at glide mig af hænde i de her dage. Måske er det ikke så mærkeligt.

Jeg skal klare mig selv, føler jeg. Jeg har ikke længere daglig sparring med ham om at produktivitetsideologien er fucked, og at jeg intet behøver at yde og gøre, og at verden er magisk, og at man ikke behøver være nogen (ego) for at være berettiget til eksistens. Og jeg er allerede ved at glemme det. Det, han har lært mig.

Jeg vil ikke være alene mere, men det er ikke mit valg.

Jeg prøver at drømme. Om fremtiden. Om at det går godt. Om ritualer i skoven, når det her år slutter. Ild og papirnoter og kranse af lavendel. Om fordybelsen til at skrive mine bøger. Om hvordan min lejlighed skal være indrettet, bare til mig. Med mere kig til himlen, mere lænestol at læse i, mere arbejdsplads til at sy, mere langsomhed.

Jeg vågnede op med angst omkring halv otte. Den er meget fysisk. Og samtidig har jeg meget lidt kontakt med kroppen. Som om jeg ikke tør, når ingen er her til at hvile en hånd på mig. Når jeg ikke kan slumre ved siden af ham, mens han ser TV. Og er klar til at gribe mig, når jeg vågner.

Sidste år samlede vi kantareller i skumringen sammen i juli. Og spiste ribs med fløde til vi fik ondt i maven. Gik tur i det høje siv i aftensolen. Og skændtes forfærdeligt.

De her kontraster. Av mit hjerte.

Jeg sover ellers tungt og godt i de her dage. Jeg sørger og kæmper. Men jeg sover godt.

Jeg har ikke godt af at leve uden alarm. 8,5 timer, så dur det ikke mere. Det gør mig gladere at blive vækket af et ur, der ikke er indre. Er det kapitalismens effektiviterslogik, der gør at det ikke føles godt at sove længere? Eller er det mere fordi, at hvis vi havde levet på en mere umiddelbar og naturlig måde, så havde vejret eller dyrene eller lyset vækket mig alligevel?

Jeg prøver at fokusere på det, jeg har indflydelse på. Drømmene om fremtiden igen, selvom den ser ensom ud. Drømmer om efterår og Emdrup, duften fra kaffetragten om morgenen, at romantisere mit helt eget stabile liv, omend ensomt.

Der er masser af ustabilitet på jobfronten lige nu. Men der bliver også et andet overskud på sigt. Jeg håber, jeg kan tage noget fandenivoldskhed med fra ham. Og husker hans støtte og beundring for de ting, jeg kan. Håber, jeg kan give den til mig selv og været lidt mere umiddelbar, handle lidt mere, tro lidt mere, end før jeg mødte ham.

Indlægget Dag 363 blev først udgivet på UANSET.

Jeg har faktisk kun følt støtte fra min omgangskreds, og det føles fortsat lidt syret, for jeg føler stadig en understrøm af frygt for at blive dømt på trods af det.

Jeg føler mig dog tit misforstået, stadig. Der er mange i min nære omgangskreds (og familie, for eksempel), der ikke anerkender de ting, jeg laver, som arbejde, hvis jeg ikke tjener penge på dem, eller hvis andre ikke definerer rammerne og de ikke er rigide og lette at genkende som disciplinerede. Der er lang vej endnu i forhold til at redefinere værdi og produktivitet, også i min omgangskreds. Gøre op med at tage for givet, at lønarbejde er produktivt. Gøre op med at tage for givet at kunstneriske, eksperimenterende projekter ikke er… Og at frivilligt omsorgs- og dialogarbejde ikke er… Indse, at det at leve på en sten kræver noget arbejde. Og at kreativt arbejde ikke altid er afslappet og lystbetonet. Og at meget af den kunst, musik og litteratur, vi nyder og støtter os til i de mørke stunder, også har krævet at nogen tog sig tid til at leve, finde på, reflektere, forkaste, forsøge og fortsætte med at tro på processen og arbejdets værdi, igen og igen. Selvom ingen forudbetalte eller satte en rigid ramme for at disciplinere udefra.

Der er lang vej til en humanistisk økonomi…

Men min omgangskreds dømmer mig ikke for at “holde fri” (hvilket mange af dem tror, jeg gør hele tiden), tværtimod.

Selv da jeg var på forsiden af erhvervssektionen i Jyllands-posten, var der relativt roligt i kommentarsporet. Jeg håber, det betyder, at det primært er Kaare og Mette og forsimplende økonomer, der er ude af trit med resten af verden, og at vi rykker os ret vildt som samfund i de her år. Men det er selvfølgelig anekdotisk og min individuelle oplevelse… Der er helt sikkert også mange, der tænker mere og andet, end de siger, om mine valg.

Det jeg egentlig ville skrive er, at jeg har så meget respekt for jer, der gør de her ting, selvom omgangskredsen ikke forstår. Og jer, der har gjort det tidligere, hvor det stak endnu mere ud. Arbejdet mindre, satset på typer af arbejdsomhed, der ikke lønner sig i penge, prioriteret et socialt liv, en familie, en natur, et fællesskab, samlet kræfter, prioriteret jeres helbred, søgt ro, sagt stop. Jer, der bliver opfattet som at I dræber andres uskyldige glæde, når I afviger, navigerer efter andre idealer, tør spørge til de ting, de fleste tager for givet. Jer, der har svært ved at slippe indoktrineringen om, at det er uansvarligt eller egoistisk at lønarbejde mindre, fordi I mangler spejling hos de nærmeste, men alligevel dvæler lidt ved andre håb.

Jeg ser så meget nysgerrighed i de her år, og at rigtig mange har tanker om alternative leve- og arbejdsmåder, som de begynder at turde åbne op for. Selv mine mest konservative tidligere kollegaer. Jeg nærer et lille håb, også når jeg frygter, at jeg aldrig kan få et regulært job igen. Et håb om, at det bliver normen… For alles bedste. At stå af nogle gange. Og være stolt omkring alt det, man lærer af det. At vælge om mange gange i et liv. At prioritere alt muligt andet end lønarbejde og forbrug. At være en kæp i hjulet, der alligevel ikke kan fortsætte med at rulle.

Mit år uden lønarbejde er snart slut, og jeg bevæger mig stadig lidt på kanten… I forhold til at hoppe helt af ræset med 8-15.30 job, akademiske – eller HK-kompetencer og åbne kontorlandskaber, eller forsøge at hoppe ind igen i perioder og vedligeholde en form for tilknytning til regulært lønarbejde.
Men jeg ved godt, hvad der ville være sundest og sjovest, det er kun blevet mere tydeligt efter at jeg er begyndt at læse lidt jobopslag igen… Det andet føles bare mere trygt og forudsigeligt, selvom vi er på vej i afgrunden.
Men det er jo et kæmpe scam, en meget midlertidig tryghed, som jeg også stadig selv hænger fast i trods den dér støtte fra omgivelserne. Jeg øver mig i at huske, at magthaverne og de rigeste altid har forsøgt at få folk til at internalisere deres harme og afmagt overfor masserne som skam og dårlig samvittighed. Kaldt folk dovne eller naive, hvis de ikke gad at være med til fucked up ting. Det vil nok være work in progress indtil en endegyldig revolution… At aflære det at forbinde normale ansættelser med en fast løn med tryghed og sikkerhed, selv hvis det, man egentlig udretter er meningsløst eller sågar benzin på skovbranden.

Indlægget Dag 358 blev først udgivet på UANSET.

Jeg er på vej ind i et nyt kapitel. Tror, det er derfor. Hvad skal der ske nu? Hvis jeg ikke vil kontorjob. Hvis jeg ikke vil være underbetalt. Hvis jeg ikke vil interessetimer. Hvis min kunst ikke er god nok. Hvis ingen køber. Hvis IG hænger mig langt ud af halsen, og Pixelfed heller ikke fænger for tiden. Hvis jeg vil alt og intet. Det myldrer med idéer. Jeg prøver at stole på, at jeg kan eksekvere, når året er slut. Tør prøve på noget, jeg ikke har prøvet før. Føre til dørs. Skrive værker. Producere flere ting med nærvær. Være mere opsøgende.

Jeg er angst. Jeg er håbløs. Jeg er sulten. Jeg er gammel.

Jeg er ressourcestærk. Jeg er vis. Jeg er kærlig. Jeg er heldig. Jeg har ord. Jeg har idéer. Jeg har liv.

Et år med fokus på rødderne frem for blomsterne… Er endt lidt i det modsatte, fordi jeg kom til at melde mig ledig og arbejdssøgende, før det var slut. Eller måske ikke i det modsatte, men i en usynlig modning, før et eller andet vil bryde ud. Prøver at se det som noget skabende, det her build up af nervøs energi. Lige om lidt er jeg klar til igen at handle mere, bevæge mig. Snart skal der ske noget nyt. Oven på et år med introspektion, mere passivitet og en hel del tiltrængt dvale. Jeg er jo egentlig vild med de her overgange, skift, nye begyndelser. Skal bare turde omfavne de kaotiske og ængstelige sider af det også.

Indlægget Dag 355 blev først udgivet på UANSET.

Og ja. Det gør jeg.

Og jeg tænker over, når jeg formidler om det gode liv for 7000,- per måned alt inklusivt, at jeg ikke håber, mit projekt bliver misforstået som et budskab om, at dagpengesatsen er for høj, fordi jeg kan leve for én månedssats i to måneder. Eller om at SU’en ikke er absurd lav ift. huslejen i de større studiebyer. Eller om at kontanthjælpen er høj nok til at alle kan leve et værdigt liv, der hænger sammen. Det er den ikke. Og det bliver aldrig mit budskab.

Jeg er her ikke for at sige: “Se bare, det er en fornøjelse at være fattig, du skal bare optimere dit og dat og tage ansvar, det er ikke svært.”
Jeg synes, uligheden i vores samfund og i verden er et stort problem, og hver gang nogen snakker om religion eller kulturarv som årsag til problemer med sammenhængskraften i vores lille land, ved jeg ikke, om jeg skal grine eller græde. Hvad med økonomisk ulighed og stigende privatisering? Hvorfor skal de rige fortsætte med at blive så meget rigere?
Og min politiske dagsorden her handler til dels om arbejdstagerrettigheder og feministisk økonomi. Om at tænke anderledes på kapital, forbrug og arbejdsliv på mange niveauer. Om at stille krav som lønmodtager. Om at lære at tænke “arbejdsgivere” som “arbejdskraftskøbere”. Om at tage noget magt tilbage. Om at bremse helt ift. at deltage i en kapitalistisk verdensorden, om at genfinde personlige værdier og et liv derefter. Det handler ikke om at ‘hacke systemet’ og investere (kapitalisere på andres arbejde) eller om at vi skal finde individuelle løsninger på strukturelle problemer.

Som individ har jeg fundet min frihed i en livsstil, som fungerer for mig. For nu. Men mit projekt er kollektiv revolution, omvæltning af værdimæssige dagsordener i vores fælles institutioner, et samfund med fokus på trivsel i stedet for vækst. Fællesskab, følelser, kreativitet, natur, cyklisk tid og blødhed.

Og nogle dage kan jeg tydeligt mærke, at jeg gør mig selv sårbar med de her valg. Jeg er heldig med tidligere velbetalte jobs og deraf en stor opsparing. Jeg er heldig at have en god placering på ventelister til almene boliger i København. Jeg er vokset op med økonomisk ro og forældre med stabil indsigt og langsigtet overblik over udgifter og klare, trygge prioriteter. Men jeg mærker tydeligt de stigende fødevarepriser nu, fx. Jeg prioriterer mere hårdt, end jeg gjorde for et par år siden. Jeg tænker på de alt for pressede daginstitutioner, ældrepleje, psykiatri mv. og hvordan jeg ikke kommer til at kunne betale mig til bedre tilbud. Hvis den neoliberale dagsorden fortsætter ift. at udhule vores velfærd eller i hvert fald spille helt fallit ift. at løse nye problematikker (klima, epidemier, trivsel), så kommer der ikke til at være meget hjælp at hente på mit budget.
Jeg har det fint, så længe jeg ikke har brug for systemet, men jeg frygter at få brug for det på sigt. Med fravalg af et arbejdsliv, der fylder det meste, kommer jeg ikke til at kunne deltage i det parallelle system med brugerbetaling, som de rige allerede er godt i gang med at opbygge.

Så ja. Jeg tænker over det. Men jeg ville ikke bytte friheden og roen til at mærke, hvad jeg egentlig har brug for, for den store økonomiske tryghed. Jeg drømmer om et samfund, hvor vi løser problemerne sammen i stedet for at skrabe til os individuelt, indtil problemerne ikke angår os.

Og så læste jeg Oscar Wilde… Og vendte tilbage til dyden i ulydighed, og rankheden i ikke at skylde nogen noget. (Man kan sige meget andet om ham, men jeg finder ham i hvert fald inspirerende i det bidske schwung, han leverer sine pointer med).

Indlægget Dag 353 blev først udgivet på UANSET.

Humøret ændrer sig meget
Jeg følte en lettelse med solen i rummet
Over ikke at skulle udholde mere
Over at gøre mig fri af at bruge sommeren på usikkerheden ved, om ting bliver aflyst pga. konflikter og hans skrøbelighed
Lyst til at danse og synge og drikke
Tage i skoven og bade i havet
Læse bøger i min hængekøje
Købe et hus
Leve det liv, jeg drømmer om
Men alene
Eller ikke alene
Men uden ham, uden partner

–

Har hovedpine
Tvivler på mig selv
Er utryg alene
Mister energien på alle projekter
Føler mig fanget

Vil prøve at holde fast
I at det måske bliver nemmere denne gang
At jeg aldrig har været her før
At denne gang holder jeg fast
Og genfinder mig selv
Og kan mere alene
Denne gang ikke nær så ensom og klyngende mig til fremtiden, der ikke blev
Denne gang fokuseret på nuet, mulighederne
Uden
Ham

Indlægget Dag 349 blev først udgivet på UANSET.

Jeg går ud af mit år uden lønarbejde styrket i den opfattelse, at jeg kun gider good vibes. At jeg gerne må være selektiv (ligesom alle andre). At jeg er en værdifuld ressource (ligesom alle andre) og godt må forvente at blive behandlet som sådan. Eller sige nej tak.

Er så skuffet. Ikke over ikke at få det job, men over at de er sådan nogen, der ikke giver afslag på en ordentlig måde og hurtigst muligt. Jeg var så glad for processen. Nu hader jeg arbejdslivets mennesker og mekanikker igen. Og vil huske processen som forvirrende, frustrerende og uden god afsluttende kommunikation med mulighed for at komme videre med god læring og selvtillid og tillid. Øv!

Før torsdag havde jeg en idé om at sige, at de altid måtte ringe, hvis de fandt noget andet til mig. Projekter og sådan noget, nu de ved, jeg fandtes. Jeg havde en idé om at lave en aflægger af mit paradistræ og smutte forbi med det til deres døde mødelokale, bare fordi de var søde. Og jeg er. Og nu føler jeg mig så dum. Taget for givet. Det føles så falsk for mit lille hjerte, at de kan være så søde, nysgerrige, imødekommende og anerkendende… Lige indtil de har besluttet, de ikke skal bruge ens arbejdskraft. Så er der blank ligegyldighed.

Jeg vil en anden verden. Jeg bliver ødelagt af den med titler, kontrakter, løn. 

Men jeg har fået jordbær med fløde, kram af A, og faglig sparring og opbakning med B og P. Tilbage til livet i morgen. SSP, bloggen, kunsten, min hængekøje, litteraturen, udlængslen.

Nej tak til det andet.

Indlægget Dag 346 blev først udgivet på UANSET.

Nu går jeg til samtaler hos NGO’er, der har brug for hjælp til administrativ struktur og IT. Laver gratis arbejde for SSP-samrådet, fordi kommunen siger, jeg skal. Hjælper mine forældre med at sortere, før de skal flytte fra huset. Og der er knas derhjemme, som jeg flygter fra. Og opslagene til IG er svære at lave. Og det strukturerende arbejde er meget trægt. Og både det ene og det andet frivilligjob føles som lidt for meget af det gode. Og jeg sover dårligt og har problemer med koncentrationen i den lyse, summende sommerlarm.

Men jeg følte mig ret god til jobsamtalen forleden. Følte, at jeg var mig selv og var ærlig, og har vist ikke før været til samtale så sejt et sted. Sejt som i, at de arbejder med vigtige ting på et solidt fagligt grundlag. Det er i hvert fald længe siden, at jeg har været inde i den verden med henblik på lønnet arbejde. Selv i sårbarhed og dårlige erfaringer var jeg ærlig. Jeg er stadig lidt bange for at være for meget, når jeg ikke spiller skuespil eller filtrerer voldsomt, men jeg er også modig. Og de virkede som så gode mennesker, dem jeg talte med. Og jeg duftede til hyldeblomsterne inden, fordi jeg havde god tid. Og var nærmest ikke nervøs, men hvilede i, hvad jeg havde at byde på, og at matchet skal gælde begge veje, og jeg kunne svare reflekteret på det meste. Jeg ved ikke, hvorfor jeg er så usikker på min faglighed. I virkeligheden skyder jeg nok tit over målet og fremstår overkvalificeret til de lette job, jeg egentlig gerne vil have nu.

Jeg var til to gode runder samtaler. Med case. Now we wait...

Indlægget Dag 344 blev først udgivet på UANSET.