Jeg savner en mand, når jeg mærker min egen krop og det føles som spild, at der ikke er en anden, der også gør det.
Når jeg tænker på, hvordan nogen har haft den mellem deres hænder, og den har været magisk. Helt uden at gøre andet end at være.
Den er blevet sammenlignet med ørkenluft, teslaspoler og fløjlsagtigt midnatsmørke. Fået voksne mænd til at græde over ratioen mellem hofter og talje.
Nu er den bare min.
Og i forfald,
som den skal.

Jeg savner en mand, når noget sidder i klemme i min hofte, og en kæreste tidligere med et stort grin har indvilget i at hive i min fod, indtil sener og nerver satte sig på plads. Når klokken er kvart i midnat, og jeg hverken gider cykle efter chips og dip eller gå i seng. Når arbejdsdagen har været for lang, og jeg har brug for, at nogen aer mig og stopper mig fra at tænke mere, for eksempel ved at fodre mig og foreslå en dum film at se.
Men jeg savner ikke passivitetens glidebane.
Ni ud af ti gange ville jeg hellere tænke videre, producere noget, tage aktivt stilling og opsøge noget selv. Eller bare være stille og alene. Omstille mig og lade op i mit eget tempo.

Jeg savner en mand, når jeg føler mig god og sund og rolig, mens jeg er alene i mit smukke hjem, drikker urtete, mediterer og falder til i balance…
Når der ikke er noget vidne. Intet foto, ingen beundring, kun mig.
Så ærgrer jeg mig lidt over, at så sund og god finder jeg aldrig ro til at være, når der er en mand til at se det. Og kritiserer mig selv for, at frygten for at gå glip og behovet for at blive set fortrænger den søde ro.

–

Jeg savner ikke længere en mand at følges med til vielser i kirker. Og endnu mindre til festen bagefter. Jeg nyder i fulde drag at være en affektiv alien, der kommer alene og er alt i sig selv. Uapologetisk og fri. Svær at kategorisere. Nyder at bringe samtaleemner op, der ikke er børn og tosomhed og sommerhus og bil. Det rodede liv med tid til at mærke nuancerne. Kollektivisme, venskab, hjælpsomhed, aktivisme, bøger, fremmede byer, koncerter, tvivlsomme first dates og en uklar men gnistrende banekurve.

Jeg savner ikke en mand, når jeg køber nøje udvalgt frugt og vin, eller når jeg laver mad, som jeg vil have den, uden at tage nogen med på råd. Kakifrugt, galiamelon, en blodappelsin og den næstbilligste cava. Grove tern, stegeskorper, syre. Altid spidskommen og hvidløg. Et overskueligt køleskab. Ørred og agurk, IPA og CBD. Aldrig noget, der når at blive for gammelt.
Når min husholdning er lutter bevidste tilvalg og fravalg.

Jeg savner ikke længere en mand, når jeg har gjort noget dumt eller for eksempel har moralske tømmermænd. Jeg kan klare mere selv, end jeg troede. Jeg kan stive mig selv af og finde mit mod. Jeg kan trække på mine venner. Der er ikke nogen af betydning, jeg kan skubbe væk ved at være dum en enkelt aften. De værdsætter mig hver dag trods min fandenivoldskhed. Eller måske på grund af den. De kender min samvittighed og vilje til at blive bedre. Respekterer mig for, hvor tungt jeg tager mine fejltrin, når jeg er til gene. Svarer hurtigt, når jeg ligger i fosterstilling og skriver en SMS fra grænselandet.

Jeg savner ikke en mand, når jeg tager impulsive beslutninger. Tager et job, dropper et job. Stiger på en natbus, et tog, et fly. Udfylder EURES-blanketter og flytter syd på. Alene. Kommer hjem igen en vinternat til en redt seng og et fyldt køleskab, fordi jeg har venner. Så gode venner. Som aldrig ville få et ben til jorden, hvis der var en mand.

Jeg savner ikke længere en mand, når jeg er ked af det. Jeg kan tage min cykel til åbne arme i Brønshøj. Jeg kan sidde i gården efter arbejde og ryge smøger og læsse af på min smukke fladkammerat (Googles oversættelse af flatmate – en kammerat til når jeg er flad, ja). Være impulsiv og opsøge præcis den kontakt, jeg har brug for. Ikke mere, sjældent mindre.
Det har krævet øvelse at gribe knoglen, når jeg føler mig fortabt. Indse behovet for støtte. Men jeg er i mål.
I mål.
Og jeg ville ikke have så storslået et bagland, hvis ikke jeg havde været ude på kanten. Alene. Og bevidst næret det her fællesskab.

Jeg savner ikke en mand, når mine venner har brug for mig. Når jeg kan smide, hvad jeg har i hænderne for at gribe dem. Uden at efterlade nogen derhjemme.
Underholde deres spædbarn, mens de går i bad. Give et andet perspektiv på, hvad der er vigtigt.
Og hvad der er farligt.

Ikke statusskred. Ikke at være alene. Ikke at starte forfra. Ikke stilstand. Ikke uforudsigelighed.
Ikke farligt.

Jeg har flyttet skovsyre fra haven i Nordvest til vinduet på Amager.
Sur, sur, sur med sine små gule blomster på purpur stilke.

Jeg lever for det sure. Det, andre ser som nytteløs udfordring.
De tunge overvejelser, det bitre arbejde, de dystre nætter. Og det syrede.

En vildtvoksende og krybende flerårig urt med mimoseagtig søvnbevægelse.
Så flot og så undervurderet.
Trives på mager jord i skove og krat.

Og jeg kan godt lide, at ingen af de fade, søde mænd,
jeg mødte i tyvetyve,
ved, hvor jeg bor nu.

Jeg er et spøgelse i Bispebjerg.

En vildtvoksende skovsyre i en vindueskarm på Amager.

Ude af syne, tilpasningsdygtig som bare fanden, salig,
selvom de fade, søde mænd mener, jeg dvæler for meget ved det sure.

Jeg har aldrig været særligt sanseligt orienteret. Men jeg kan godt lide varm hud. Blød luft. Duften af muld og planter. Rent sengetøj. Synet af ruiner og forfald.
Det er sjældent, at andet gør indtryk.

Men det hjælper nogle gange at spise med fingrene. Eller at knytte mad til mennesker. Så husker jeg at smage, mærke teksturen, være i det.

Jeg tænder lys i kirkerne, fordi jeg ikke ved, hvad jeg ellers skal bruge mine penge på. Jeg får morgenmad hver dag og behøver ikke andet.

Jeg forsøger at fare vild og lykkes med det. Bliver fanget af regnen og ensomheden. Den tomme fremtid. Musikken i ørerne og beskeder hjemmefra. Usikkerhed.

Andre dage bliver jeg fyldt op af mennesker, jeg lige har mødt. Et blik. En flygtig forbindelse. Big talk, som den opstår hurtigt og organisk udenfor hverdagen.

Davide i overkøjen gik ind i en lygtepæl, da han trak hætten ned i panden for at give den ly for regnen, da han var på vej hjem fra byen. Den er flækket, panden, men han er for fuld til at gå. Og smuk. Fyldt med akne-ar og selvtillid. Filterløs. Lange øjenvipper omkring øjne med ild i.
Dødtræt.

Han lægger sig til at sove, mens solen står op bag de grå skyer. Jeg er bekymret.

Vi sender ham til lægen, da han vågner.

–

Panden blev syet sammen med syv sting, fortæller han mig lidt senere, mens han ser udforskende på mig med et træt grin. Han skal nå et fly. Han virker ikke længere utilregnelig og fuld, men stadig intens. Og smuk. Med tyk accent og et kæmpe plaster i panden.

Vi snakker om den tomme fremtid. Landsbyen, han er født i. Familiebånd. Klimaet på Norditaliens indlandssletter.

Han skal hjem til Milano. Er ved at pakke og sortere sine ting. Giver mig hvidløg, ris og den store glasflaske med olivenolie, han har med hjemmefra og slæbt rundt på i sin rygsæk i en måned. Det sidste med en højtidelig mine. Flasken var hans anker.

Jeg har kendt ham i et døgn. Kender ikke hans efternavn, kan ikke Google mig til det. Men den uforsigtigt oprigtige afsked, inden han forlod værelset, er brændt fast.

Bagefter laver jeg mad selv flere dage i træk, selvom jeg ikke er sulten.
Efterlader til sidst olien på fælleshylden, da jeg tager tilbage til Lissabon.

Men jeg har stadig hans lighter et år efter, selvom den er limegrøn og bryder æstetikken i min stue. Den var bare faldet ned fra hans madras, så det er en hemmelighed, at jeg overtog den.
Jeg er bedst til at håndtere utilsigtede gaver.