Jeg er stresset. Er blevet kørt over af mit eget program. Vi havde en slem dag herhjemme i mandags og fik først løst det tirsdag eftermiddag, og nu føler jeg mig bagud med alting, mest af alt hvile. Tirsdag aften var der online opstart på krea-gruppen i mit frivillige arbejde, og jeg var så træt og internettet drillede, så jeg ikke kunne være nærværende, som jeg ville. I går var bare hviledag, men alt er stadig hårdt og jeg er stadig træt. Udbrændtheden er aldrig særlig langt væk. Jeg fik tegnet lidt, men dagen gik alt for hurtigt til at nå andre ting. Og i dag skal jeg på det andet frivillige job og vaske tøj og til koncert. Og fredag med fødselsdag, som jeg mangler at lave gave til, og en boligfremvisning. Og søndag en brunch med en ven, jeg ikke har set længe. Og jeg har ikke rigtig mig selv med i noget. Og har helt mistet roen og energien til andre ting, fx at skrive. Jeg håber, det bliver bedre. Lige nu tænker jeg, jeg har taget munden for fuld med de frivilligjobs. Men måske det bliver en øvelse i ikke at tage ting så højtideligt eller være så perfektionistisk.
Har bare lyst til at ligge på noget mos, indtil jeg kan mærke mig selv igen. Jeg drømmer stadig ting om natten, som er tilpas realistiske til at de griber ind i dagen. Om relationer, spydigheder, at blive latterliggjort, at sige fra, anspændthed anspændthed anspændthed. Og jeg drømte, jeg sov fra koncerten i aften. Følelsen af at komme for sent eller glemme noget vigtigt.
Jeg starter med kaffe nu. Klokken er 9. Og så vask over. Og tøj på. Og klokken 12 nyde turen ud til Bispebjerg og se det som tiltrængt ro med bevægelse og luft. Og så prøve at glæde mig til musik. Og gøre det ædru. Og så huske på det gode med min fødselar og ønske hende tillykke og god tur. Og så går det nok.
I virkeligheden er det mit sketchy internet, det er mit største problem, den største stressfaktor. For jeg ved ikke, om det kan løses, og så har jeg påtaget mig en rolle, jeg ikke kan udfylde godt. Og jeg føler mig som en byrde.