Når jeg en gang imellem forvilder mig ind på LinkedIn og bliver sovset ind i den dér karriere- og kompetencejargon, kommer jeg til at tænke på, hvordan det ser ud med det her selvvalgte hul i CV’et. Og hvordan jeg skal rammesætte det, når/hvis jeg vil søge lønnet arbejde igen. Jeg sidder her efter to måneders rejse alene i Sydøstasien og er egentlig ikke i tvivl om, at jeg er mindst lige så skarp, som før min pause.
Jeg formoder, at det er det, arbejdsgivere tænker på, når de er modvillige omkring at ansætte folk, der har været ledige i længere tid… At man ligesom falder hen og får svært ved at komme i omdrejninger igen.
Men jeg er ofte mere projektleder, når jeg har lønfri, end da jeg lønarbejdede som det. Jeg kommer aldrig til at glemme, hvordan man undersøger relevante emner, søger hjælp de rette steder, skaber gode relationer med integritet og nuanceret blik for kultur og ressourcer, improviserer løsninger i pressede situationer, ændrer planer med tanke for a, b og c, får logistik til at spille med opfindsomhed og effektiv videnstilegnelse, holder et ansvarligt budget med buffer til det uforudsete og opbygger en god rutine, så man ikke glemmer noget vigtigt. For at nævne et par rygsækrejserelevante kompetencer, hehe.
Der var mange fordele ved ny teknologi på den rejse, jeg lige har været på. I forhold til sidst, jeg rejste langt væk alene i længere tid, hvor internetcaféerne knapt kunne trække Skype på en god dag, og strejker og politiske uroligheder afskar mig fra alt, men jeg alligevel fandt, hvad jeg skulle bruge, ved hjælp af akutte SMS’er og en fedtet og lidt outdated Lonely Planet.
Nu kan man undersøge og booke det meste online et par dage i forvejen efterhånden som man planlægger, man kan slå ting op på et kort uden at tænke sig om eller føle sig udenfor kontakt, man kan bestille mad på en app i stedet for med fagter, man kan tjekke nyhederne, man kan holde møder med sin nye (frivillig)leder med god lyd og billede på sit eget værelse, man kan finde wifi alle steder…
Men somme tider er den bedste løsning altså også bare at kigge sig for eller spørge et andet menneske, og jeg savner lidt den dér fornemmelse af at kunne blive ægte væk. Og at det går ægte langsomt at finde ud af, hvor man er, når man er faret vild.
Til gengæld er overgangen til at være hjemme en del nemmere. Nyhedsfeeden er den samme. De nærmeste relationer har en ny fysisk dimension, men de har ikke været sat på pause. Men nu, herhjemme, kan projektlederen holde ægte fri (når hun lige har evalueret). Og hun har lyst til at smide sin telefon i kanalen.
Måske det er nemmere for nogle at forstå, hvordan man bruger en kandidat i tværkulturelle studier i Indonesien end i en dansk afdeling af en stor international finansiel institution, men for mig aktiverer det cirka de samme metoder til at forstå koderne og komme helskindet igennem diverse processer.
Jeg håber, at de rette arbejdsgivere kan se fidusen, når jeg engang får brug for, at de køber min arbejdskraft… Hvilket jo stadig ikke er nu. Jeg drømmer om en verden med mange pauser, eftertænksomhed, omveje og intentionalitet. Og arbejdskraftskøbere, der ser ekstra værdi i, at man har brugt tid på sig selv og andre sider af livet. Og jeg tror ofte på det – at vi er på vej derhen, selvom mennesker og menneskers institutioner generelt er ret træge, når det kommer til at gribe forandring. Og hvis vi ikke er, så tager jeg én for holdet. Ved at eksistere på denne her måde, overlagt, og se, om der indtræffer den dér ukonkrete katastrofe, som vi lærer at frygte og forbinde med lediggang, langsomhed og lignende typer af anti-kapitalistiske normbrud.
Jeg opsøger måske stadig flere udfordringer, end jeg egentlig vil. Sætter mig selv i situationer, der kræver is i maven, og demonstrerer for mig selv, at handling mindsker frygt, og at jo mere man gør, jo mere ser man, at man kan. Det kan være sjovt, men det kan også være drevet af ængsteligheden, der gemmer sig i stilheden. Men. Jeg går ikke i stå, selvom jeg fortsat øver mig på pauserne. Det kan stadig godt blive langsommere, tryggere, roligere, det her liv. Jeg har i hvert fald tre måneder mere til at øve mig. Tre måneder er lang tid, hvis man sætter tempoet ned, så nuet får lov at udvide sig.
_
Det er altid lidt specielt at dele ting, som er skrevet udelukkende ud fra mit eget kognitive ståsted, min personlighed, mine behov, drifter og privilegier, mit held, min rastløshed… Som jo er det, jeg gør her for det meste… Så lige en generel reminder til dig og dit unikke væsen:Du gør nok. Hvis du kæmper for blot at stå op eller få næring eller vedligeholde basal social kontakt. Hvis du ingen intention har om at vende tilbage til lønarbejde. Hvis du ikke har råd til eller mulighed for at stoppe op og må bruge kræfter på andre ting, end du drømmer om. Hvis du er forvirret eller på vej eller for udmattet til at have en intention. Hvis du er kørt ned til modløshed af magtens fordeling i verden.Så er du værdig til at være her, altid.Ligesom resten af naturen er vi til helt uden noget at bevise. Og du bidrager til fællesskabet deri.