Jeg kan mærke, at noget er ved at vende. Jeg begynder at lære følelserne at kende uden at lade mig opsluge af dem. Jeg bevæger mig generelt med mere ro, føler jeg. Og bliver bedre til at tage mig selv i forskellige negative eller ængstelige tanker.
Jeg skal til optiker. Jeg vil gå en omvej hjem og sidde at glo lidt på noget vand eller siv eller himmel. Og jeg føler tilfredshed ved min pengero. At kontaktlinser ikke vælter læsset, selvom det er en stor udgift i et lille budget. For jeg har råd til at hæve loftet efter behov. Jeg har råd til det, jeg vil og har brug for, takket være intentionalitet og købestop.
Og jeg føler ikke, at jeg løber fra noget eller overspringshandler med de frivillig jobs. Selvom det kommer til at tage mig væk fra introspektionen og skriveriet og nørkleriet, lidt. Jeg føler, jeg handler på indskydelser om, hvad jeg har brug. Jeg føler, jeg har bedre kontakt til det efterhånden. Nu har jeg brug for noget lidt ydre struktur, lidt ekstrovert nytte. Og mine andre projekter løber ingen steder.
Så jeg gør det ikke fordi, jeg bør. (Stort fremskridt at kunne mærke det klart). Eller fordi jeg slet ikke kan være i mig selv og stilheden. Bare fordi jeg trænger til noget andet. Og det er selektivt og med en rolig hånd, at jeg åbner nye døre.
I dag er det forårsjævndøgn.
Min feed er fyldt med gode mennesker, jeg ikke kender andet end gennem skærmen, som dels deler opråb om Palæstina og kvinders rettigheder, og dels deler billeder og videoer af, hvordan solen lige så stille har indtaget deres hjem, prismer, vægge i varme farver, gardiner, rodede spisebord… Det sarte forårslys.
Denne kontrast, vi lever i, den er vi ikke alene om. Og jo værre det bliver, jo mere kan jeg se et fællesskab træde frem. Der er intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget, siges det, og det er løgn, når hundredvis af børn bliver myrdet hele tiden, mens den politiske verden ikke griber ind… Men… Jeg ser lysglimtene i min rædsel, jeg ser et lille håb i en presset privilegeret befolkning, jeg ser jer, der ikke kigger væk, og jeg tænker på, hvornår vi knækker eller bliver voldelige selv, men jeg tænker også på Sara Ahmeds skrifter om fællesskaber og protester, om at hapiness ikke er lig med goodness, om at der er goodness i vreden, i den dårlige stemning, i at sidde i det ukomfortable og i at mødes om det.