Det er ret dystopisk for mig, det her sted. På 28. etage i Kuala Lumpur. Gives me the creeps a lil’ bit. Helt nybygget, allerede slidt og i stykker og dystert og mærkeligt.
Mekanik og funktioner, der ikke helt fungerer… Døre, der hyler konstant, fordi de er åbne mere end fem sekunder efter at nogen har scannet en nøgle, fordi der altid er kø ind og ud. En ret høj baggrundssummen fra motorveje, hvis man har et vindue åbent. Det flyder med pakker med random e-shop bras nede i lobbyen, alle bestiller mad med kurér, som bliver leveret uden interaktion, og der sidder vagter, som stirrer lidt for meget, selvom de kalder mig søster… Og så er der udsigten til Petronas og resten af det kvarter. Flotte og dystre kulissevibes. Blade Runner. Og så langt til naturen, selvom der er en have med planter oven på fire lag parkeringsplads.
En indre tilstand af afkobling.
Det er nærmest en form for økuller, jeg bliver ramt af. Det er praktisk – pool, fitness, mad, shopping, have… uden at forlade din bygning.
Jeg troede, jeg var meget til udsigt og udsyn… Kravler altid op på ting. Nu glæder jeg mig til at ligge på jorden.
Jeg vil ikke til Mars, jeg vil bo i skoven. Selvom min bevidsthed og det sensoriske ikke er så stærkt forbundet, så er følelserne og det sensoriske det og påvirkes af en masse faktorer, som bevidstheden ikke fatter. Jord, rum, lys, luft, lyd.
Det kan man virkeligt mærke, når man skifter setting til noget endnu mere unaturligt og fremmed for os som art for en stund. Vi har brug for jordforbindelse, økosystemer. Man bliver syg af det her.