I går havde jeg tankemylder. Ved ikke, hvad der ramte. Noget med alder, job, barnløshed (eller -frihed?), alting. Det sidder fysisk. En nervøsitet. Spekulerer på, om jeg finder løsningen. Og spekulerer på præstationsting. Gør jeg nok? Gør jeg den forskel, jeg skal? Er jeg dygtig og vigtig nok eller helt galt afmarcheret og forkælet ved ikke at arbejde 37+ timer, når nu jeg måske godt kan?
Jeg har en mappe med beskeder og kommentarer. Fra folk, der har fundet støtte eller glæde i mine tekster, mit udtryk, mine projekter. Det betyder så meget. At vide, at jeg gør en positiv forskel, hvor flygtig den end er.
Føler mig så forpligtet. Og har det alligevel så svært med at føle mig tvunget til noget så unaturligt som at arbejde på noget meningsløst, uden at være drevet af en reel fare for sultedød eller noget i nærheden.
Kunne ikke sove i nat. Vendte og drejede og stressede mig selv. Kom til at søge et frivilligjob. Ved ikke, om det ligger som første skridt på en vej, jeg gerne vil gå… Det har vejleder i titlen og min uddannelse er empirisk relevant, så måske. Men hey. Det behøver ikke være en vej. Det kan bare være et punkt. Et muligt punkt.