Der sker meget inden i for tiden. Ikke så meget uden på. Jeg drømmer, jeg har angst, jeg har let til tårer, jeg er overstimuleret. Og samtidig glad. Tryg. Måske nærmest lykkelig. I hvert fald ret rolig. Måske er det roen, der gør mig urolig. Jeg får de dér angstanfald uden trigger og uden tankemylder. Bare stemning og panik i kroppen. Bare en hjerne, der crasher.
Var i Holbæk i weekenden og det er dejligt med mine små niecer.
Var på uni i går at arbejde og snakke med gamle studiekammerater i mange timer. Vi går altid direkte på det hårde, svære, eftertænksomme. Snakkede om neurodivergens bl.a. Og om mit overvældende bogprojekt. Om hvem, man gør ting for. Om relationer og forventninger og ansvar.
Gik ind til min kæreste inden og græd lidt. Kom sent i gang med dagen, fordi min krop panikkede, da den skulle i gang. Men jeg gik ind i hans arme bagefter og fortalte om noget af alt det, der sker. Utrygheden i trygheden. Balance. Og min lyst til at forsvinde helt ind i ham lidt. Og min flugt fra det. Og meget, som jeg ikke kan huske nu. Igen. Der sker så meget. Mange nye oplevelser, følelser og tanker. Meget at integrere. Busy Busy Busy, underbevidstheden.
Og læser Et lille liv, som også lidt flår i ens organer imens. Intens stemning at sætte for sin dag. Men også god.
Klokken er kvart i ét og jeg ligger stadig i sengen. Har arbejdet herfra i fyrre minutter. Nu kaffe og afslapning. En dag, der styrer sig selv. Vil måske prøve at arbejde hver anden dag. Det kunne måske være godt for ryggen og energien og fordøjelsen af både mad og følelser og tanker. Jeg skynder mig for meget og når for lidt. Vil prøve at udvide tiden ved at gå langsommere frem.
Der kom mange nye til IG i sidste uge. Nu stagnerer det og lidt falder fra. Jeg skal holde mig selv i kort snor for ikke at blive opslugt af det. Har sat tidsbegrænsning på igen. Vil glemme det lidt. Der er planlagt opslag indtil d. 25. Intet jeg skal derinde. Kan lade den leve sit eget liv.
Føler mig virkeligt svag i kroppen, men det er tydeligt, at det er psykisk også. Har bare lyst til at kollapse og ligge stille.
Jeg har altid haft brug for variation, at ryste posen, et omfang af ustabilitet og udfordring. Tænker på Björk, der kaster bestik og reservedele ud fra et bjerg, og ser dem blive smadret. For at være gladere for sin sikkerhed, når han vågner. Men måske det kunne være godt, hvis jeg ikke fx prøvede at få variation ved at destruere, bryde op, få lyst til at dø eller smadre noget, fremprovokere en vred reaktion, trykke på de røde knapper, teste andres mod.
Måske jeg bare kan gøre det ved at skifte projektfokus. Måske det er det bedste ved det her år.
Er træt af blog, skriver friere digte og ord. Er træt af ord, laver perleplader. Er træt af skabeloner, tegner abstrakt. Er træt af IG, laver dukkehus i hemmelighed. Er træt af kold vind, bliver i sengen. Er træt af stilstand, går en tur. Er træt af slik, bager broccolitærte. Er træt af mit eget selskab, laver en aftale. Er træt af skønlitteratur, læser fagligt. Er træt af voksne, ringer til Frida. Er træt af kulden, tager til Bali. Er træt af mit eget hoved, lytter mere. Er bare træt, sover.
Men jeg er træt af tryghed. Utryg ved den. Tager væk lidt alene, med god forudgående forventningsafstemning og masser af data og kærlighed og på gensyn i rygsækken. Er stadig din, ude som hjemme.
Bliver nok træt af at rejse og være alene og opleve nyt, og så kommer hjem igen en forårsdag.