Føler virkeligt meget lede ved al kommercialisering i de her dage. Og IG generelt.
Er bange for den afstand, jeg føler til hamsterhjulet.
Vil starte på dagpenge i april og det trykker. Jeg har allerede kvalme ved tanken om at søge opslåede forgæves og blive tvunget på kurser. Alle de mails. At miste mig selv i at definere mig på andres præmisser. At glemme, hvad jeg har mærket nu.
Er ved at tage mig sammen til et LinkedIn opslag. Efter et år. Forhåbentligt sårbart og ærligt, og forhåbentlig kommer der god respons – men hvad, hvis der ikke gør?
Føler mig ligegyldig, nytteløs. Og kan ikke finde ind til den oprigtige følelse af, at jeg ikke skylder nogen noget og gerne må være til uden at arbejde mere end højst nødvendigt. (Nødvendigt for mig, som strukturen ser ud.)
Føler mig utilstrækkelig ved ikke at skrive mere, nå flere, kontakte flere, råbe højere, være mere strategisk og forretningsagtig. Ikke at gide salg. Stadig ikke at gide salg.
Mere lighed, meget lavere tempo, omsorgsrevolution. Gider jeg godt.
Det er et hårdt bogprojekt. Gamle noter om svigt, løgne og vold fylder i mit lille hjerte. I relationer, der stadig består. Ting, jeg altid har underspillet overfor mig selv eller vendt indad og forsvaret, fordi “jeg var da også irriterende, selv ude om det, ikke som andre ville have, begik fejl” etc. Og jeg ville aldrig have kaldt det for vold dengang, trods store synlige fysiske tegn. “Det var jo ikke med vilje, at det kammede over”… De oplevelser læser jeg om nu på en ny måde. De får nu lov at leve i en verden, hvor vi konfronterer det hele og taler højt og sætter grænser. En verden, hvor vi vil være bløde og sårbare og blive respekteret og passet på. Rigtigt. Uanset.
Og det er hårdt at reflektere om det overfor min nuværende partner. Fortælle, at jeg opdager nye, gamle grunde til, at jeg er så ømskindet, hurtigt siger fra og somme tider har svært ved at tro på, at der ikke stikker noget større under, når han er irritabel, eller tro på, at jeg ikke har misforstået situationen, når jeg føler, at han vil mig.
Han kom og holdt om mig. Og lavede æg og bacon, fordi jeg var flad og manglede næring. Og sagde “Vi finder ud af det sammen” og “Du kan altid søge tilflugt lige her i min omfavnelse”. Jeg lever drømmen.
Vil prøve at slippe disciplinen lidt igen. Ikke sætte deadlines op for mig selv. Lade tingene være lang tid om at falde på plads. Nyde stilheden og nyde arbejdet, når jeg har lyst til det. Gå tilbage igen til at arbejde på det, jeg føler mest for den pågældende dag. Eller hvile, læse, nyde, tænke, vente. Det er mit liv og det er smukt. Jeg vil være glad. Jeg vil tage ansvar for at være glad. Jeg vil ikke tage ansvar for et sygt samfund og fremtids-Idas mulige problemer. Jeg skylder nutids-Ida at være glad og at nyde.