Er blevet så gammel nu, at mine jævnaldrende byrotter begynder at købe fast ejendom ude på landet. En af mine kæreste venner har købt et hus og 18 hektar jord med indtil flere søer, skov og en lille gravhøj, og det er så smukt et sted. Men til en pris, der kræver, at man er overordentligt glad for sit arbejde…
Imens drømmer jeg om stadig mere frihed. Og apropos, hvad jeg før har tænkt og skrevet om at ingen jord er fri til at opholde sig på, så føles det som et stort privilegium at kende nogen, der ejer rigeligt med plads. Jeg drømmer om at hænge min hængekøje op et sted i deres skov velvidende at jeg gerne må, læse bøger og følge dagen og dyrene. Jeg drømmer om at være Mumrikken, der pludselig dukker op for at drikke en kop te og gå ud på vandring igen i det kuperede land eller ud til havet. Vi joker om, hvor længe jeg ville kunne færdes på deres jord, uden at de opdagede mig.
Og så er der stadig en distance. Mellem drømme og handling. Der er langt derop, føles det som, og jeg har kun været der et par gange. Og der er altid en social aftale, et møde eller en anden forpligtelse eller måske bare en storm, der gør, at det ikke kan blive lige nu, at jeg forsvinder ud i det grønne på ubestemt tid… Men en dag. Håber jeg. Jeg er fortsat forundret over, hvor svært det er at tage de valg og opsøge den fordybelse, man drømmer om.