Som jeg skrev om forleden, så har jeg følt, at tiden smuldrer på grund af alt muligt lønjobrelateret, som det slet ikke var min intention at bruge så meget krudt på nu. Udover arbejdet som pædagogmedhjælper og jobsamtalerne, prøvede jeg også mig selv af som rengørings- og indkøbshjælp for en ældre dame forleden. Og tror, jeg skal ud af den type job igen med det samme. Jeg har været alt for dårlig til at stå ved min beslutning om et liv med frihed. Fravalg er svære, når det at være forbundet til lønarbejde er så centralt i vanlige følelser af tryghed. Og fremtid er svær, når den er uvis. Så jeg griber ud efter alle mulighederne, fordi de får mig til at føle mig forbundet til den tryghed… til det regulære. Til en indtægt, som jeg får brug for mange år ude i fremtiden. Det er den klassiske projektsamfundslogik. Glem fastansættelse, men tænk altid på den næste forbindelse, så du kan holde dig i spillet.
Ad, jeg vil ikke.
Men jeg har også haft et reel og intentionel interesse i at prøve nogle nye ting. Især de løse indtægter, som jeg selv kan skrue op og ned for efter behov og tid til rådighed. Fx som kontraktløs rengøringshjælp. Og især det sociale i det, tænkte jeg, ville være givende. Men jeg fik en lidt større social opgave, end jeg havde forestillet mig.
Min første klient boede i en penthouselejlighed på Østerbro. Og i løbet af de første fem minutter stod det helt klart for mig, at hun havde alvorlige psykiske problemer. Hun var overbevist om, at nogen havde været inde i hendes lejlighed og bytte skabslågerne ud med en billigere model, mens hun var på ferie. Støvsugerrøret måtte for guds skyld ikke ramme panelerne, når man støvsugede, og afsætningspladsen af stål ved hendes køkkenvask måtte ikke blive våd, fordi den var af en særlig fin kvalitet. Hele verden var imod hende, og hun græd hysterisk og unaturligt over det, da vi til sidst drak et glas saftevand på terrassen. Og det er uklart for mig, hvorvidt hun overlagt forsøgte at manipulere mig gennem lovebombing, udsigt til galleribesøg og møder med vigtige kulturpersonligheder, og en andel i hendes økonomiske overflod… eller hun bare havde glemt, hvordan man omgås mennesker.
Hun sagde, at jeg havde pæne tænder, men følte i det mindste ikke på dem. Og at jeg skulle arve hendes pelse. Og at hun kunne betale sort, hvis det var, og at jeg gerne måtte komme hver dag, for hun havde brug for hjælp til alt, og alle havde svigtet hende.
Jeg fik støvsuget alting uden at sætte et sort mærke eller ødelægge noget af al hendes nips og kunst, der stod på gulvet. Og fyldt hendes køleskab. Og efter tre timer med dét og én time med hulken og konspirationsteorier slap jeg ud. Og så mig ikke tilbage.
Jeg kom i tanker om, hvor jeg havde hørt hendes navn før. Hun var én af de større aktionærer, som kom til de store generalforsamlinger, da jeg arbejdede i finanssektoren, og som skulle håndholdes igennem processerne for at hun ikke gik i spåner og forstyrrede afviklingen. Nu har jeg set hendes hjem. Og på lidt afstand var det en interessant antropologisk oplevelse. Men ikke det lette sidegig, jeg drømte om. Mere et rigtigt tungt indblik i en verden, jeg ikke har lyst til at være en del af.
Hun kimede mig ned, da jeg havde gjort det klart, at det ikke fungerede for mig, og da jeg ugen efter gik en tur med N og L ude ved Langelinie, gik jeg og dukkede mig for ikke at være synlig fra lejlighederne. Og N og L er evigt forundrede over de ting, jeg roder mig ud i, og minder mig om, at bare fordi man kan, betyder det ikke at man skal. Og de fik mig nærmest til at love, at jeg ikke vender tilbage. Og ikke finder flere jobs lige nu. Og det føles godt, de er gode for mig. Selvom de også selv er typerne, der knokler og måske også finder sig i for meget.
Vi er måske ikke gode til at følge vores egne råd. Men så er det godt, vi også kan minde hinanden om, hvordan det forholder sig og hvad vi er værd.