Havde stadig svært ved at glædes. Selv i regnvejr, i hængekøjen, med al tid i verden og varm te. Følte, jeg burde være alle andre steder. Min partner og jeg snakkede forbi hinanden angående mine kreative ambitioner – han prøver at berolige mig med, hvor ubetydelig jeg er, in the grand scheme of things. Og selvom han har ret, så er det ikke en lettelse. Jeg føler mig kun mere håbløs i alt, hvad jeg arbejder på. For jeg er sådan én, der prøver, der arbejder, der har brug for at forsøge på et eller andet udover mig selv.
Men jeg øvede mig. På bare at være. Og vi fandt hinanden. Han forstår også mig, selvom vi er meget forskellige. Han synes bare, jeg er hård ved mig selv.
Og på vejen hjem studerede vi, hvordan der løb floder af vand ned af træerne, og så mærkede jeg en lille smule helt ren lykke og lidt mere energi i min trætte krop.