Er gået lidt i barndom ved at udbygge min personlige digitale labyrint af forbundne vibrationer, farver og historier på mit eget domæne de sidste par dage. Det er virkeligt sjovt og bøvlet og tidskrævende.
Som barn byggede jeg ofte hjem til små trolde eller Kinder-figurer i skuffer og skabe eller i skovbund eller på heder, også når jeg var på ferie, af alle mulige små ting, jeg fandt på min vej. Plastikpropper, muslingeskaller, kviste, planter, skrald, stofstumper… Et kaninkranium fra en bakke på Fanø fik en episk sommer glaskugler som øjne og blev til troldenes og Barbies sejeste interiør…
Jeg elsker idéen om at opbygge en lille verden, en labyrint af vibes og forbindelser, et kunne installere og observere et mikrokosmos af nærmest ingenting i et lille leje af mos.
Dengang internettet stadig var relativt nyt for os almindelige dødelige, brugte jeg time efter time på at (re-re-re-re)designe og skrive HTML/CSS (hvilket jeg aldrig ville have kaldt det dengang) til min ‘hule’, som ens profilside så malende hed på Lunarstorm (som jo var det fede alternativ til SKUM, Arto, MySpace og senere Blackmarket – if you know, you know, hehe). Og det føles lidt som noget, der lå i naturlig forlængelse af troldehulerne, når jeg kigger tilbage. Jeg skrev og delte også tekster uden målgruppe og uden at tænke over antal læsninger.
Og dengang var følgere, likes, algoritmer og reklamer ikke noget, der fandtes i den verden. Dengang var kommercialisering af alle mine interesser og praksisser, prisen for min arbejdstid, mål om at nå et større publikum osv. ikke noget, jeg overvejede det fjerneste. Og dengang blev jeg oprigtigt inspireret af andre uden at sammenligne. Det faldt mig slet ikke ind, at min produktion, mine nørklerier og min selvfremstilling kunne blive en kommerciel jagt på kapital i form af eksponering og følgere. Hvornår skete det? Hvor meget har det ødelagt for det frie flow og evnen til at mærke, hvad jeg har lyst til uafhængigt af mål, penge og kvantitet af opmærksomhed?
Det er ret vildt at tænke på, hvad der er sket de sidste to årtier i vores måde at orientere os i og omkring digitalt indhold, og den enorme rolle, det har fået i verden generelt. Samtidig med at jeg også er blevet transformeret fra barn til at identificere mig selv som arbejdskraft eller forbruger, fremfor alt. Selvom jeg ikke vil det og prøver at lade være.
Hvor jeg dog savner det. Har savnet det. Fordybelsen, tiden, umagen og nørderiets frisættelse. At skabe for at skabe, og lege, og tage omveje og to work hard, not smart, fordi man lærer ved at gøre, og det eksperimenterende er noget af det sjoveste. Og fordi man så ikke når at få talt sig selv fra at forsøge, bare fordi man ikke ved, hvad der er den nemmeste eller mest glatte måde at gribe det an på og ikke føler for at sætte sig ind i det. Working hard AND hardly working.
Men jeg kan nu konkludere, at denne her form for nørkleri får tiden til at flyve lige så hurtigt som dengang, hvor jeg optog familiens telefonforbindelse det meste af aftenen, uden at de andre helt forstod, hvad jeg lavede. For så at kunne offentliggøre et klodset, hyper detaljeret potpourri af farvede bokse, skjult tekst, specialtegn, billeder med kontrasten skruet helt op og obskure lyrics (på engelsk, obviously), som så måske blev set af maksimalt en håndfuld mennesker, hvoraf de fleste var nogen, jeg interagerede med ude i den virkelige verden og havde en reel relation til uanset. Og det var ikke noget, jeg tænkte et sekund på… Hvad min reach var eller om det nu var det værd. Processen var bare rar. Og det er jo nærmest trylleri, alt det man kan skabe.
Uanset.
Jeg synes selv, jeg har fået gjort nogle meget seje ting ved UANSET.NET de sidste par dage, selvom det stadig er work in progress. Kig dig omkring på siden, if you wanna hang med barnligt begejstrede tid-nok-krea-nørde-Ida. Ikke at hun sidder og tæller besøg, altså! ; )
P.S. Det er nok heller ikke helt tilfældigt, at jeg senere blev professionel ekspert i at få legacy-systemer til at spytte hjemmesider ud, der ikke ligner lort… Apropos kapitalisering på hobbies, man. Full circle. X’D