Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 89
Det er godt for mig at læse de gamle rød-grønne medlemsblade fra Enhedslisten. Er ikke medlem mere, men fik aldrig læst bladene, dengang jeg var. De er gode til at udfordre diskursen om arbejde, pligt og ret.
De skriver blandt andet om arbejdsløshed. At stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det betyder just dét, minder de mig om. Ikke at man skal gå above and beyond med rundsave på albuerne. Ikke at man altid skal tænke tyve uforudsigelige skridt frem for at have noget at falde tilbage på. Men at man er her. Hvis der er brug for det.
Og de minder mig om, at dagpengene og kontanthjælpen er en sikkerhed for arbejdsstyrken. En sikkerhed, man fortjener og er berettiget til. En sikkerhed, vi har råd til. Og som er der, fordi vi har valgt at bygge samfundet op sådan, at 4% (eller hvor meget det nu er) ellers ville være uden indtægt. Altid.
Jeg føler, alle bliver hjernevaskede til at bukke og skrabe og frygte. Jeg kender så mange, der vil gøre alt for at undgå at blive afhængige af understøttelse. Fordi de frygter kravene og hvad det vil gøre ved deres selvværd.
Fordi ledighed er forbundet med skam for mange. Ikke når de ser på mig, men når de ser på sig selv. Og fordi institutionerne understøtter den individuelle følelse af utilstrækkelighed. Men ledighed er blot endnu et strukturelt “problem”, der uberettiget bliver individualiseret, for at vi alle skal være ængstelige og i konkurrence med hinanden. Fuck that.
Vi skal have solidaritet, nøjsomhed, omfordeling. <3 Og fred. Og vi er i nogenlunde sikkerhed. Endnu.