Jeg er stadig i proces med at skære ned på sociale medier. Når jeg er et sted, hvor jeg selv mangler retning, så er det så nemt at blive fortabt i det, man kan se andre gøre… Sammenligne, føle sig bagud, føle man har taget forkerte valg tidligere, føle at man bør dit og dat, fordi det gør de andre.
Jeg føler mig især truet, når jeg ser andre være meget målrettede, reklamere og sælge ting, men samtidig have et filosofisk ståsted, der ligner mit. Jeg ser dem have etableret et publikum, der vokser organisk, og et brand, der er mere salgbart og klart. Så bliver jeg forvirret. Transaktionslogikken sniger sig ind alle steder, og den får så hurtigt overtaget og bliver prioriteret over alt andet, også selvom jeg ikke engang har noget til salg lige nu, og på den korte bane ikke mangler til dagen og vejen.
Så tager jeg mig selv i at skifte retning fra dag til dag (selvom den oprindelige retning sikkert var helt fin!) og bruge meget energi på spekulationer, katastrofetænkning, strategi (på usikre områder, hvor jeg slet ikke har forudsætningerne for at planlægge på nuværende tidspunkt) og negativ “hvad nu hvis” i stedet for at bruge samme energi på at skabe, fordybe mig roligt i opgaver og idéer, være og dele.
Hvis man skal mærke sin intuition, må man droppe validering ved sammenligning, tror jeg. Men vi er samtidig sociale væsner, og vi har brug for sparring og spejling. Og der skal være plads til konstruktiv kritik. Vi har værdi for hinanden, skaber mening i fællesskaber og udveksling.
Så alternativt kan man måske fylde sit feed med interessefællesskaber og støtte. Virkeligt være selektiv. Måske. Og samtidig udforske med nysgerrighed, hvad det er, der trigger usikkerheden. Ærlig talt giver det på dårlige dage også et stik at se andre have succes med det, jeg drømmer om, selv hvis jeg selv nyder det, de skaber. Fordi jeg så let føler mig bagud og overgået. Og jeg synes, jeg bliver så smålig somme tider. Hvorfor denne knaphedstanke? Behøver det være en konkurrence?
Det værste er klart, hvis jeg samtidig føler, at de pågældende giver afkald på noget integritet eller virker som om, de spiller et spil for at opnå maksimal eksponering og bare ikke er, som de foregiver. Hvis jeg fornemmer, de selv er nået et sted hen ved at bruge albuerne og handle på ængstelighed, men pakker det ind i et slør af overfladisk kærlighed og fællesskabsvillighed. Det giver mig ondt i maven.
“Kom og vær med i mit fællesskab, men kun hvis du er det på mine præmisser, som jeg bestemmer fra situation til situation, så jeg altid er den vigtigste og den, der har den største indsigt og tager mig bedst ud, og bestemmer, hvad du må bidrage med eller ej. Der gælder andre regler for mig, end dig. <3 <3 <3”
Jeg sagde farvel til det største minimalismefællesskab i Danmark af den grund. En dårlig mavefornemmelse og en følelse af urimelighed og fraskrivelse af ansvar. Jeg prøver at tage det som en reminder om, hvordan jeg aldrig selv vil være, hvis jeg får etableret et forum for udveksling. Det bliver klart mere kaotisk at være til stede på den måde. Men mere reelt. Jeg vil kunne indrømme mine fejl, og holde småligheden i kort snor. Forblive nysgerrig. Og samtidig forsøge ikke at skamme mig over følelserne, når de kommer. Så går de også hurtigere igen.
Har du nogle gode anbefalinger til profiler og fællesskaber, der kan berolige nervesystemet og inspirere til nøjsomme, nærværende og kunstneriske måder at leve på, uden at afpolitisere, overforherlige, overkommercialisere eller få det til at se alt for nemt ud?