Det var i coronaåret tyvetyve,
at de alle havde haft en Ida i forvejen
Og havde forlagt hende og deres håb,
før jeg ramte dem

Og jeg har kun det navn
Det betyder ikke noget for mig,
men for dem –

De bruger det,
når de skal relativisere,
belære mig,
glatte ud, sætte grænser,
besnære mig

Som om det ikke allerede er for sent

De tiltaler mig hverken
ved navn eller uden,
når de går
og tager alt det med sig,
jeg stadig ikke forstår