I dag stod jeg i vores specialetidshærgede køkken og fik tårer i øjnene, da jeg genkaldte mig, præcis hvordan de rødbrune kakler på gulvet af hans kombinerede gang og køkken føltes under ens strømpesokker, og hvordan man skulle gøre en seriøs fysisk indsats for at træde uden om både opvaskestativet på gulvet og sjap fra militærstøvlerne.
Og duften af ham, som den udfyldte kollegieværelset, hvor hans molekyler ikke blev udfordret så meget af mine som nu. Og betongulvet på badeværelset, hvor der var et trin ned, og det var mig der skurrede WC’et, hvis jeg syntes, det var nødvendigt, for han var inderligt ligeglad.
Og vinduerne med de grimme røde rammer, næsten altid med gråvejr bag. Dengang blev det stadig rigtig vinter med sne. Og vi gik rundt hånd i hånd i mørket på små stier i kvarteret, hvor begge mine forældre voksede op i slutningen af 1950’erne, knap tre årtier før de mødte hinanden i Århus. Amager minder mig altid om gamle dage. Regama. Herolds. Min lille fars konkurrence med sin kammerat om, hvem der først kunne få udfyldt sit stempelkort fra biblioteket i Sundbyøster med bøger, man havde læst. Mosters makabre historie om et åbent benbrud i gården på Skolen Ved Sundet. Milanovej.

Han lavede mad. Med grøntsager. Den første gang, jeg sov hos ham, var det uden varsel, og dagen derpå stod han op og lavede en gryderet af gode råvarer, han havde i køleskabet (skært oksekød, friske urter, the works), og en masse tørrede krydderier, der var organiseret i gamle konservesglas med sirlige mærkater på. Det havde jeg aldrig oplevet en 22-årig mand gøre før.
Jeg kunne godt mærke, at den kategori, jeg havde placeret ham i, var ved at sprænges allerede, men jeg havde ikke nogen anden, der passede.

Og han udviste omsorg og grinte af og med mig. Mest med.
Og vi drak Campari og whiskey, som han opbevarede på en malplaceret indbygget hylde højt under loftet. Og så ulovligt downloadede serier og Criterion-film og røg joints i sengen.
Og jeg lærte at elske peanuts og rugbrød med spejlæg og bacon og at blive passet på.

Jeg savner på en måde det spartanske. Hans ene Analogik-plakat og bare gulv og ene dyne med tyndslidt firserbetræk. Masser af plads til lige nu og følelser og søvn og mad og sex og grin og en smule højtravende akademiske diskussioner og én serie ad gangen. Og sne og regn. Og en sjælden gang imellem også solskin i en overvældende flod ind over sengen om morgenen, så han stod op og satte en foldemadras på højkant for vinduet med dets virkningsløse og grimme pensionistgardiner med brunt bladmønster, (som han stadig opbevarer i kælderen), for at sove lidt længere. Mens jeg længtes efter at komme ud og senere lærte at handle på det.
Én bogreol, ét bord, én god stol, en standerlampe, et kvadratisk fjernsyn, der ikke var sluttet strøm til, en radio, der altid var indstillet på P1, og en grim lysestage af lyst træ, som hans søster havde drejet.
Men et meget velassorteret køkken.