Jeg mærker, at mine perioder med høj energi bliver nærmest maniske. Det er meget svært at stoppe mig selv igen, når jeg først kommer i gang med noget, at tage pauser og se andre mennesker og huske, at jeg har en krop, der har brug for føde og opladning – jeg tegner i mange timer, mange dage i træk, og andre ting, der har ventet i mange år på, at energien og handlekraften var der. Hækling, tekster, hjemmeside. Og så, efter en håndfuld dage, erstattes det af total apati, træghed, lyst til at putte mig væk, tvivl og ulyst.
Der er en evig vekselvirkning i mig, så det kan være helt svært at huske, hvordan det var bare for to dage siden.
Jeg prøver bare at omfavne kontrasterne i mig, og lade være med at forcere energien.
Men. Der er lidt en betjent i mig, den analytiske og paranoide, som har behov for at trække i land og lægge låg på, hver gang jeg har været lidt for modig, lidt for impulsiv, lidt for åben.
Den åbne fe er langsom på sin egen måde… Det tager tid at finde på en kjole at hækle og udforme den rigtigt, og hun får ikke lavet det på hjemmesiden, der er mest presserende, men hun gør i det mindste noget. Alt muligt, og tit lidt impulsivt.
Betjenten er lidt lammet af sin fornuft, selvkritik, overanalyse… Overtænker sig selv i stå med “Hvad nu hvis det går galt, eller de synes jeg er dum, eller det her format er totalt uvedkommende eller for meget eller for lidt eller…” Og så kommer feen og gør noget uperfekt og sætter ting i gang uden at konsekvensberegne en skid, fordi hun ved, man alligevel ikke kan kalkulere med særlig meget.
Det er nok godt, at jeg har begge to i mig. Hvis nu de bare kunne være bedre venner.
Hvis jeg mediterer, integrerer og skriver dagbog med mere selvaccept, kan det være det bliver mindre en udmattelseskamp og mere en frugtbar spænding… Jeg tror, den altid vil være der. Jeg øver mig i hvert fald på at få dem til at mødes og at møde dem begge med omsorg og tillid.