Der bor to kvinder i mig

Den ene er akademiker, skarp, effektiv, metodisk,
kan tjene mange penge,
kan bruge det meste af sin tid på et kontor,
kan skrive budgetter og databehandlerkontrakter,
kan løse alle problemer, der bliver ringet til hende om,
overskue tusindvis af rækker i Excel,
bridge’e gaps, gå i jakkesæt, drikke automatkaffe, lede hold
Hun har stadig en naiv tro på, at hun kan løse små og store knuder,
fremme indsigt i mennesker, skabe lighed, tryghed og værdi,
gennem systematisk, nuanceret analyse

Den anden vil bo under en paddehat,
skrive digte, hækle tøj,
være på kontanthjælp og tage det som borgerløn,
være sin værdi i ord, i billeder, i kram og støtte, i det nære,
spise brændenælder, mælkebøtter, skræppeblade i moderate mængder og frugt plukket fra træet,
sælge en tegning på en støvet landevej for at få råd til brød og salt,
følge solens gang, lytte til insekterne, indsnuse regnen,
lægge mærke til solnedgangen hver dag

De vil ikke enes og de bruger al deres tid på at skændes

Øver mig i at nyde
Uden dårlig samvittighed
Være lige her
Lige nu
Med dig
Og uden

Se solen vandre over himlen
Høre klokkerne ringe ind og ud
Uden dårlig samvittighed
Være lige her

Ikke producere, ikke retfærdiggøre
Ikke kapitalisere, styre, planlægge
Være lige her
Med dig
Og uden

Med cyklisk tid, med ro og pause
Med nerver, der finder tilbage til sig selv
Med energi, der hverken er produktiv eller brugt
Uden dårlig samvittighed
Være lige her

Gøre ved ikke at gøre
Nå et andet liv
Mærke at man kan
Hvem er det, jeg tror vil stoppe mig?

Halldóra sagde, at det havde været så skønt at have mig der, i afdelingen, ved naboskrivebordet
Fordi jeg var en fri fugl
Et friskt pust
Og jeg havde lovet mig selv ikke at græde
Ikke at rødme, ikke at diskutere, ikke at blive sur, ikke at blive overtalt, ikke at græde
Da vi fortalte de andre om min opsigelse

Men lige dér var min eksistens berettiget ved det arbejde, jeg ikke udfører
Fremfor det, jeg udfører
Og mine øjne løb over, så jeg måtte trække mig fra blikkene

I har brug for mig
Diogenes, poeten, samfundsrevseren, næsepiercingen, det farvestrålende tøj, karseklipningen,
kaldet fra sensommeren udenfor glasklokken,
sensommeren, som jeg bruger på at holde fri for egen regning

Jeg har haft betydning på den arbejdsplads
Ikke ved, hvor godt jeg passede ind
Men ved, hvor søgt, det var,
at jeg havnede lige dér
Og det elsker jeg
Ved den arbejdsplads

Lad mig inspirere en drøm, et liv, en pause, før det er for sent

Hun siger, halvt i spøg,
At hun kan hyre mig til at komme og hjælpe med budgettet
Så hun kan gå mere ned i tid
Der er vigtigere ting i livet
Hun kan ikke mere
Og jeg forstår

Føler mig mere håbefuld og dygtig
End nogen studievejleder nogensinde har fået mig til
Selvom jeg plejede at være såkaldt fagligt stærk

Jeg vil både være gladere og mere vred.
Mindre apatisk, mindre lammet.
Mere i live, dette ene liv.