Men de har en interesse i at holde os bange, konforme og arbejdende til vi segner,
Så vi ikke tænker en selvstændig tanke
Så de kan få deres lønforhøjelse og fire år mere
Undgå forandring, undgå et usikkert fundament for egen status

Hvis andre ikke elsker deres arbejde, er det ikke din skyld
De måtte også gerne stoppe, hvis det var op til dig

Du drømmer om satellitbillederne af en verden i stå under COVID-19
Uden flytrafik og overproduktion
Du drømmer om slyngplanter og vilde dyr, der overtager betonskyskrabere
Du tænker på lægeplanter, fri migration og et lavere tempo, der kan kurere meget

Du vil jo gerne træde aktivt til og passe på syge, børn og ældre
Hvis ikke det føltes som at puste til den ild, vi alle sammen dør af
Bliver maskiner af, løber stærkere af
Mens vi naturaliserer en skæv verdensorden
Legitimerer vold, når det er os, der udøver
Når der er penge at vinde
Når den ikke udfordrer global status quo

Du vil jo gerne
Men ikke på de her præmisser, med det her mål
Omfavn ugideligheden

Indlægget Ugidelig blev først udgivet på UANSET.

Den anden vil bo under en paddehat,
skrive digte, hækle tøj,
være på kontanthjælp og tage det som borgerløn,
være sin værdi i ord, i billeder, i kram og støtte, i det nære,
spise brændenælder, mælkebøtter, skræppeblade i moderate mængder og frugt plukket fra træet,
sælge en tegning på en støvet landevej for at få råd til brød og salt,
følge solens gang, lytte til insekterne, indsnuse regnen,
lægge mærke til solnedgangen hver dag

De vil ikke enes og de bruger al deres tid på at skændes

Indlægget To kvinder blev først udgivet på UANSET.

Se solen vandre over himlen
Høre klokkerne ringe ind og ud
Uden dårlig samvittighed
Være lige her

Ikke producere, ikke retfærdiggøre
Ikke kapitalisere, styre, planlægge
Være lige her
Med dig
Og uden

Med cyklisk tid, med ro og pause
Med nerver, der finder tilbage til sig selv
Med energi, der hverken er produktiv eller brugt
Uden dårlig samvittighed
Være lige her

Gøre ved ikke at gøre
Nå et andet liv
Mærke at man kan
Hvem er det, jeg tror vil stoppe mig?

Indlægget Et andet liv blev først udgivet på UANSET.

Indlægget Kontrakten blev først udgivet på UANSET.

Men lige dér var min eksistens berettiget ved det arbejde, jeg ikke udfører
Fremfor det, jeg udfører
Og mine øjne løb over, så jeg måtte trække mig fra blikkene

I har brug for mig
Diogenes, poeten, samfundsrevseren, næsepiercingen, det farvestrålende tøj, karseklipningen,
kaldet fra sensommeren udenfor glasklokken,
sensommeren, som jeg bruger på at holde fri for egen regning

Jeg har haft betydning på den arbejdsplads
Ikke ved, hvor godt jeg passede ind
Men ved, hvor søgt, det var,
at jeg havnede lige dér
Og det elsker jeg
Ved den arbejdsplads

Lad mig inspirere en drøm, et liv, en pause, før det er for sent

Hun siger, halvt i spøg,
At hun kan hyre mig til at komme og hjælpe med budgettet
Så hun kan gå mere ned i tid
Der er vigtigere ting i livet
Hun kan ikke mere
Og jeg forstår

Føler mig mere håbefuld og dygtig
End nogen studievejleder nogensinde har fået mig til
Selvom jeg plejede at være såkaldt fagligt stærk

Indlægget Berettiget blev først udgivet på UANSET.

Indlægget Ét blev først udgivet på UANSET.

–

Jeg savner ikke længere en mand at følges med til vielser i kirker. Og endnu mindre til festen bagefter. Jeg nyder i fulde drag at være en affektiv alien, der kommer alene og er alt i sig selv. Uapologetisk og fri. Svær at kategorisere. Nyder at bringe samtaleemner op, der ikke er børn og tosomhed og sommerhus og bil. Det rodede liv med tid til at mærke nuancerne. Kollektivisme, venskab, hjælpsomhed, aktivisme, bøger, fremmede byer, koncerter, tvivlsomme first dates og en uklar men gnistrende banekurve.

Jeg savner ikke en mand, når jeg køber nøje udvalgt frugt og vin, eller når jeg laver mad, som jeg vil have den, uden at tage nogen med på råd. Kakifrugt, galiamelon, en blodappelsin og den næstbilligste cava. Grove tern, stegeskorper, syre. Altid spidskommen og hvidløg. Et overskueligt køleskab. Ørred og agurk, IPA og CBD. Aldrig noget, der når at blive for gammelt.
Når min husholdning er lutter bevidste tilvalg og fravalg.

Jeg savner ikke længere en mand, når jeg har gjort noget dumt eller for eksempel har moralske tømmermænd. Jeg kan klare mere selv, end jeg troede. Jeg kan stive mig selv af og finde mit mod. Jeg kan trække på mine venner. Der er ikke nogen af betydning, jeg kan skubbe væk ved at være dum en enkelt aften. De værdsætter mig hver dag trods min fandenivoldskhed. Eller måske på grund af den. De kender min samvittighed og vilje til at blive bedre. Respekterer mig for, hvor tungt jeg tager mine fejltrin, når jeg er til gene. Svarer hurtigt, når jeg ligger i fosterstilling og skriver en SMS fra grænselandet.

Jeg savner ikke en mand, når jeg tager impulsive beslutninger. Tager et job, dropper et job. Stiger på en natbus, et tog, et fly. Udfylder EURES-blanketter og flytter syd på. Alene. Kommer hjem igen en vinternat til en redt seng og et fyldt køleskab, fordi jeg har venner. Så gode venner. Som aldrig ville få et ben til jorden, hvis der var en mand.

Jeg savner ikke længere en mand, når jeg er ked af det. Jeg kan tage min cykel til åbne arme i Brønshøj. Jeg kan sidde i gården efter arbejde og ryge smøger og læsse af på min smukke fladkammerat (Googles oversættelse af flatmate – en kammerat til når jeg er flad, ja). Være impulsiv og opsøge præcis den kontakt, jeg har brug for. Ikke mere, sjældent mindre.
Det har krævet øvelse at gribe knoglen, når jeg føler mig fortabt. Indse behovet for støtte. Men jeg er i mål.
I mål.
Og jeg ville ikke have så storslået et bagland, hvis ikke jeg havde været ude på kanten. Alene. Og bevidst næret det her fællesskab.

Jeg savner ikke en mand, når mine venner har brug for mig. Når jeg kan smide, hvad jeg har i hænderne for at gribe dem. Uden at efterlade nogen derhjemme.
Underholde deres spædbarn, mens de går i bad. Give et andet perspektiv på, hvad der er vigtigt.
Og hvad der er farligt.

Ikke statusskred. Ikke at være alene. Ikke at starte forfra. Ikke stilstand. Ikke uforudsigelighed.
Ikke farligt.

Indlægget Ikke farligt blev først udgivet på UANSET.

Indlægget Harmonisk monisme blev først udgivet på UANSET.

Nogle gange er jeg lidt ligesom den blanding af væmmelse og nysgerrighed
der melder sig, når man zapper forbi Scarred på MTV
hvor en eller anden skater er på vej i frit fald
mod et åbent benbrud
før man når frem til, at det er for meget
og zapper videre

Indlægget Du & jeg blev først udgivet på UANSET.

Du skal søge flere jobs hver uge

Jeg er et mirakel

Kontakt dit jobcenter

Ikke bygget til at vare ved

Sæt ord på dine kompetencer

Jeg er et mirakel

Opdater din joblog med alle dine aktiviteter

Vi er stjernestøv

Du kan også overveje praktik

Vi vil lære at miste alt

Husk at udfylde dit ydelseskort

Vi er midlertidige arrangementer af atomer

Indlægget Atomer blev først udgivet på UANSET.

Du siger, du vil det hele.
Jeg spørger, om du ikke længere er bange.
Du spørger, om jeg mener for dine egne eller mine følelser.
Jeg tøver. Og svarer bekræftende på den flabede måde, jeg også gør, når du spørger om jeg vil have øl eller vin eller i det hele taget prøver at få mig til at vælge mellem to ting, der begge er relevante. Ja.
Om du synes, det er sødt eller irriterende afhænger af, om du har en dag, hvor du ryger som du plejer eller en dag, hvor du prøver at trappe ned. De fordeler sig som vinden blæser, men i dag kunne jeg lugte skunken helt ned til gadedøren, da jeg ankom.
Du siger, at jo, du er bange, men at der er så meget, du gør, selvom du er bange for det.
Og det er en kliché, men det er i det øjeblik, jeg forelsker mig i dig.
Alt for sent.
Og bagefter sover jeg tungere, end jeg har gjort i mange uger.
Alt for sent.

Et par uger senere snakker vi igen om, at det er svært. At jeg komplicerer og eskalerer situationer. At du har svært ved at lukke nogen ind.
Jeg siger, at jeg lever efter, at et stort afkast kræver et stort indskud. High stakes, high reward.
Og at jeg vil de gode ting nok til, at mørket ikke er svært at leve med.
At jeg ikke tror på quick fixes, men kun finder tilstrækkelig højde og dybde i livet og mine relationer, hvis jeg gør det nødvendige arbejde og satser.
At jeg aldrig ville være tilfreds med det ringe udbytte, man får af at skjule sin sårbarhed og gå halvhjertet ind i ting.

Dit blik flakker, mens du smilende siger, at de fleste nok mere ser det her game som low risk, high reward med begrænset indsats. Og jeg ved, du har ret.
Ingen andre satser stort i Tinderlotteriet. Alle håber på at vinde en million på en krone.
Sådan har du det med at supplere mine tankerækker, så jeg næsten ikke bemærker min dårlige mavefornemmelse over din evige splittelse mellem den fornuftige søn af forstadens bankfolk og anarkisten med en molotov cocktail i baglommen. Krebsegilder og sorte blokke. Eller at dit smil var lidt påtaget.

Der er så meget, du aldrig har fortalt mig om din fortid, og så meget kognitiv dissonans i det af din referenceramme, jeg kan se, at jeg bliver svimmel.
Men du lyder stadig afklaret og rolig, aer mig bag øret og kigger mig modigt i øjnene, mens jeg snakker videre om, hvordan vi konkret må gøre det beskidte arbejde fremfor at vente på det usandsynlige held.
Du er ikke ved at stikke af. Ikke denne gang.
Og jeg lader det passere. Denne gang. Prøver at være den medgørlige hundehvalp, du så brændende ønsker.

Det holder aldrig særligt længe, og hvis man bliver ved at spille, ender man altid med at tabe.

Indlægget High Risk blev først udgivet på UANSET.

Jeg destruerer
Og drikker mig fuld

Fordi jeg er i kontrol
Og forudser det meste

Fordi jeg vil overraskes
Og tabe

Indlægget Fur blev først udgivet på UANSET.

Jeg lever for det sure. Det, andre ser som nytteløs udfordring.
De tunge overvejelser, det bitre arbejde, de dystre nætter. Og det syrede.

En vildtvoksende og krybende flerårig urt med mimoseagtig søvnbevægelse.
Så flot og så undervurderet.
Trives på mager jord i skove og krat.

Og jeg kan godt lide, at ingen af de fade, søde mænd,
jeg mødte i tyvetyve,
ved, hvor jeg bor nu.

Jeg er et spøgelse i Bispebjerg.

En vildtvoksende skovsyre i en vindueskarm på Amager.

Ude af syne, tilpasningsdygtig som bare fanden, salig,
selvom de fade, søde mænd mener, jeg dvæler for meget ved det sure.

Indlægget Oxalis Rosea blev først udgivet på UANSET.

Sikke en latterlig grund. Tænker jeg.

Mens jeg kysser en anden mand. På stranden under en solnedgang. En mand med armene om livet på mig. Med en båd og et job og en andelsbolig. En mand, der vil have børn og tage ansvar og erkende, når han sårer mig.

Sikke en latterlig grund, tænker jeg.

Mens jeg savner dig.

Indlægget Latterligt blev først udgivet på UANSET.

Men det hjælper nogle gange at spise med fingrene. Eller at knytte mad til mennesker. Så husker jeg at smage, mærke teksturen, være i det.

Jeg tænder lys i kirkerne, fordi jeg ikke ved, hvad jeg ellers skal bruge mine penge på. Jeg får morgenmad hver dag og behøver ikke andet.

Jeg forsøger at fare vild og lykkes med det. Bliver fanget af regnen og ensomheden. Den tomme fremtid. Musikken i ørerne og beskeder hjemmefra. Usikkerhed.

Andre dage bliver jeg fyldt op af mennesker, jeg lige har mødt. Et blik. En flygtig forbindelse. Big talk, som den opstår hurtigt og organisk udenfor hverdagen.

Davide i overkøjen gik ind i en lygtepæl, da han trak hætten ned i panden for at give den ly for regnen, da han var på vej hjem fra byen. Den er flækket, panden, men han er for fuld til at gå. Og smuk. Fyldt med akne-ar og selvtillid. Filterløs. Lange øjenvipper omkring øjne med ild i.
Dødtræt.

Han lægger sig til at sove, mens solen står op bag de grå skyer. Jeg er bekymret.

Vi sender ham til lægen, da han vågner.

–

Panden blev syet sammen med syv sting, fortæller han mig lidt senere, mens han ser udforskende på mig med et træt grin. Han skal nå et fly. Han virker ikke længere utilregnelig og fuld, men stadig intens. Og smuk. Med tyk accent og et kæmpe plaster i panden.

Vi snakker om den tomme fremtid. Landsbyen, han er født i. Familiebånd. Klimaet på Norditaliens indlandssletter.

Han skal hjem til Milano. Er ved at pakke og sortere sine ting. Giver mig hvidløg, ris og den store glasflaske med olivenolie, han har med hjemmefra og slæbt rundt på i sin rygsæk i en måned. Det sidste med en højtidelig mine. Flasken var hans anker.

Jeg har kendt ham i et døgn. Kender ikke hans efternavn, kan ikke Google mig til det. Men den uforsigtigt oprigtige afsked, inden han forlod værelset, er brændt fast.

Bagefter laver jeg mad selv flere dage i træk, selvom jeg ikke er sulten.
Efterlader til sidst olien på fælleshylden, da jeg tager tilbage til Lissabon.

Men jeg har stadig hans lighter et år efter, selvom den er limegrøn og bryder æstetikken i min stue. Den var bare faldet ned fra hans madras, så det er en hemmelighed, at jeg overtog den.
Jeg er bedst til at håndtere utilsigtede gaver.

Indlægget Menneskemad blev først udgivet på UANSET.

Men jeg er et efterårsmenneske.
Vi, der valgte regnen.
Septemberbarn.

Jeg finder gode ting i mørket og skræmmende ting i lyset.
Jomfru med skorpion i ascendanten. Det gennemskinnelige og lette siger mig ingenting.

Sidste sommer, som slog rekorder i at være sommer, gik jeg hele dage og savnede mørke kroge at gemme mig i. Påskud for stilstand. Færre konfrontationer, færre indtryk, færre observatører. Det er for voldsomt med dagslys fra jeg vågner, til jeg falder i søvn. Jeg rystede på hænderne og ignorerede det alt for længe.

Først efter et år var jeg klar til at forholde mig til det, der skete dengang. Og ændre min tilgang. Observatørerne var særdeles positive. Igen i år. Jeg kunne gå på dates og drikke drinks og fortælle min livshistorie, til jeg segnede. Hvis jeg gad. Det gjorde jeg ikke. Den overfladiske opmærksomhed dræber mig langsomt. Forårsfebrilskheden. Jeg er blevet i stand til uapologetisk at vige uden om.

Sidste år mødte jeg en mand en lørdag morgen i den spæde sommer på Nørreport. Han havde set bedre dage. Han havde drukket tequilashots, til han havde mistet sine nøgler og sin pung. Hans telefon var næsten løbet tør for strøm, da han begyndte at gå runder mellem de afværgende udhvilede mennesker på perronen. Hans ven, som boede ved siden af ham på Østerbro, og derfor havde hans ekstranøgle, var just denne weekend taget i sommerhus på Tuse Næs. Så manden skulle med toget mod Holbæk, ligesom mig, for at kunne komme hjem i seng til sidst. Og han var allerede i opløsning, inden han påbegyndte flere timers rejse.
Til forskel fra folk omkring mig hørte jeg ham tale ud. Og tastede hans vens nummer ind på min telefon, før hans egen løb tør for strøm. Jeg skulle mødes med min søster og niece på deres småbørnspræmisser, så han måtte selv holde sig til, fortalte jeg ham. Og det gjorde han. Som en lille hundehvalp, men uden at være for meget. Han lugtede af sprut og havde beskidte hænder, men han var rar. Det syntes min niece også. Hun fulgte opmærksomt med i begivenhederne, som hun altid gør, dvs. som hun havde gjort i sine knap ti måneders erfaring med verden. Nogle gange var han næsten grædefærdig midt i den overfyldte kupé. Og det var afvæbnende for de få, der ikke var bange for sårbarhed.
Vi kiggede ud på de blomstrende rapsmarker og tordenskyerne fra toget mellem Lejre og Hvalsø, og jeg sendte hans rejseplan til hans ven og bad om instruks i, hvor han skulle stå af bussen. Ved pizzeriaet, lød svaret. Jeg skrev nummeret på bussen, vennens telefonnummer og navnet på stoppestedet på en lap papir. Min søster og jeg jokede om, at min nye ven skulle have oplysningerne på et skilt omkring halsen. Hans grin var på nippet til at kamme over i udmattet gråd. Det var et sælsomt syn. En fuldvoksen mand med så lidt følelsesfilter og så oprigtigt taknemmeligt et blik.
Da vi stod af i Holbæk og var optaget af barnevognslogistik ned ad trappen, var han ved at gå helt i selvsving og blive ked af det igen. Stoppede opgivende op midt i mylderet, fordi han ikke vidste, hvor han skulle gå hen for at finde bussen. Jeg fik øje på ham og førte ham helt hen til den ventende chauffør, så det ikke kunne mislykkes.

Vi grinte lidt af det over fars bolognese senere, men ellers havde jeg ikke lyst til at dvæle ved det som den heltemodige gerning, andre ville gøre det til. Der var jo ikke noget på spil i det for mig.

Dagene gik. Jeg tænkte lidt på, om de to gutter mon havde fundet hinanden ved Næssets eneste pizzeria. Og hvad han var for en, når han ikke var ved at gå op i limningen.
Men jeg havde travlt med specialet tilbage på læsesalen. Med en analyse, der var ualmindeligt svær at få hul og hold på. Og med en anden fyrs evige pendulering mellem at være intenst til stede eller lysår væk, selvom vi kun var adskilt af nogle reoler. Og med min ekskærestes spøgelse i mit teorikompleks og i den konstant solbeskinnede lejlighed på hjørnet ved søerne. Og med at huske at spise.

Og så begyndte SMS’erne at tikke ind. Og opkaldene efter midnat. Han havde fået mit nummer fra sin ven, selvfølgelig. Han havde ingen profiler på sociale medier. Jeg vidste, hvem han var, men jeg vidste ikke, hvem han var. Jeg blev ved siden af mig selv. Fandt det surrealistisk.
Han var fremmed, men han havde set mig… i mine indiscriminate acts of kindness, som min mor kaldte det. Som Foy Vance kalder det i en sang. Måske kendte vi hinanden bedre end så mange andre. Fordi der i en skelsættende time var helt kort mellem os. Fordi jeg handler på indskydelser og klare moralske overbevisninger. Måske var det bare en plat illusion.
Han ville drikke drinks eller kaffe. Vise sig fra en bedre side, som han kaldte det. Han var souschef i et køkken på en fin restaurant i Nordsjælland. Jeg fandt en videoreklame for stedet på YouTube, så jeg kunne få et glimt af ham i køkkenet og huske hans ansigt. Han spurgte til mig og mit liv og huskede svarene. Men jeg nåede ikke at få fod på noget, før der kom en ny besked. Igen og igen.

Så jeg holdt ham hen.

Og så brød jeg sammen. Under vægten af det uforudsigelige, som jeg havde brudt mit liv op for at få, da jeg fik min kæreste gennem seks år til at flytte ud. Præcis den slags tilfælde og spontane oplevelser, der bankede på. Mens jeg midt i specialet bare havde brug for vante rammer og nogen, der kendte mig, og så mine basale behov, når jeg ikke selv gjorde.
Ekskæresten ville kærligt have tvunget mig til at indtage gryderetter i sofaen, når jeg havde arbejdet til mørket havde sænket sig over København. Og på det tidspunkt ville jeg have rettet ind med glæde og udmattelse. Selv med de argeste koteletter i tern, som jeg havde prøvet at få ham til at droppe, ligesom så meget andet, der skilte os ad.
Men jeg gik hjem til en tom lejlighed og lå i fosterstilling og græd i femten timer i stedet. Da jeg vågnede, var mine øjenlåg tykke som amerikanske pandekager, og jeg havde et valg mellem psykiatrisk skadestue eller at blive hentet i eksil i mit barndomshjem. Min mor hentede mig i regnvejret. Allerede i bilen kunne jeg mærke anspændtheden over, at der var forventninger til mig og min bedring, hvor latente de end var. Men jeg kunne ikke klare det alene.

De næste tre måneder var mest et spørgsmål om overlevelse. I solen. I den varmeste sommer i 42 år. Jeg var selv blevet lige så rå og blottet, som manden havde været det den første morgen på Nørreport. Der var ikke noget filter tilbage.
Jeg følte mig som et åbent sår. Svær at holde ud at kigge direkte på for de fleste. Og man kunne enten være irrelevant eller sygeplejerske for mig, for jeg kunne ikke være noget for nogen. Som om min krop selv genererede en tequilalage at lægge min hjerne i. Jeg prøvede at sige det højt til studiekammerater, fordi jeg heler mest effektivt i fri luft. Det har altid været min kompromisløse strategi. Blottelse og tid.
Lyset skar stadig i øjnene og ingen kunne rumme mine nerver, men jeg levede videre som en zombie på autopilot og ventede på bedre tider.

Og til sidst kom efteråret. Den nye lejlighed, forstadens åbne himmel og afleveringen af et speciale, jeg kunne stå inde for.

Efteråret kommer heldigvis altid. Køler det hele ned og distribuerer nye gemmesteder, mens man kan få samling på sig selv. Mens livet forfalder, fryses og splintres, så man kan starte forfra igen.

Indlægget Forårsfebrilskhed & efterårshelle blev først udgivet på UANSET.

Og jeg har kun det navn
Det betyder ikke noget for mig,
men for dem –

De bruger det,
når de skal relativisere,
belære mig,
glatte ud, sætte grænser,
besnære mig

Som om det ikke allerede er for sent

De tiltaler mig hverken
ved navn eller uden,
når de går
og tager alt det med sig,
jeg stadig ikke forstår

Indlægget Et navn blev først udgivet på UANSET.

Han lavede mad. Med grøntsager. Den første gang, jeg sov hos ham, var det uden varsel, og dagen derpå stod han op og lavede en gryderet af gode råvarer, han havde i køleskabet (skært oksekød, friske urter, the works), og en masse tørrede krydderier, der var organiseret i gamle konservesglas med sirlige mærkater på. Det havde jeg aldrig oplevet en 22-årig mand gøre før.
Jeg kunne godt mærke, at den kategori, jeg havde placeret ham i, var ved at sprænges allerede, men jeg havde ikke nogen anden, der passede.

Og han udviste omsorg og grinte af og med mig. Mest med.
Og vi drak Campari og whiskey, som han opbevarede på en malplaceret indbygget hylde højt under loftet. Og så ulovligt downloadede serier og Criterion-film og røg joints i sengen.
Og jeg lærte at elske peanuts og rugbrød med spejlæg og bacon og at blive passet på.

Jeg savner på en måde det spartanske. Hans ene Analogik-plakat og bare gulv og ene dyne med tyndslidt firserbetræk. Masser af plads til lige nu og følelser og søvn og mad og sex og grin og en smule højtravende akademiske diskussioner og én serie ad gangen. Og sne og regn. Og en sjælden gang imellem også solskin i en overvældende flod ind over sengen om morgenen, så han stod op og satte en foldemadras på højkant for vinduet med dets virkningsløse og grimme pensionistgardiner med brunt bladmønster, (som han stadig opbevarer i kælderen), for at sove lidt længere. Mens jeg længtes efter at komme ud og senere lærte at handle på det.
Én bogreol, ét bord, én god stol, en standerlampe, et kvadratisk fjernsyn, der ikke var sluttet strøm til, en radio, der altid var indstillet på P1, og en grim lysestage af lyst træ, som hans søster havde drejet.
Men et meget velassorteret køkken.

Indlægget Et velassorteret køkken blev først udgivet på UANSET.

Vinterens farveløshed vinder ind på efterårets klare palet. De stærke, menneskeskabte farver virker mere trætte, end naturens underspillede insisteren, men forstyrrer alligevel den matte ro. Den ro og koncentration, jeg er taget ud for at finde.

Vandet er afgrænset af rådnende træpiller, og skraldespandene med den skrapgrønne emalje på de kantede, våde låg hvisker skingert til mig, at der jo skal være praktiske og ordentlige forhold, når familien skal ud at sejle eller glo på ænder, der skaber sig.

De falmede bord-og-bænke sæt, der står på række under et gråt halvtag, minder mig om lugten af børnehavebørns madpakker, våde sokker og knitren af flyverdragter, og giver mig, ligesom skraldespandene, der er stillet op inden for rækkevidde, det blå badeflag og den stinkende toiletbygning af gule mursten, et indtryk af, at ethvert forsøg på at tilegne sig rene, uspolerede naturoplevelser her er forgæves.

Det røde skilt, der forbyder cykler, ser egentlig ikke mere malplaceret ud end de grønne skilte, som man nok ellers har gjort sig mere umage med at få til at passe ind. Jeg kan stadig høre bilerne oppe på vejen køre gennem vandpytterne og ud af byen.

Ry Roklubs træhuse tager sig, med deres afskallende maling og skæve skilte, ikke specielt godt ud i regnvejr, men der er en sød og simpel ynde og kraft ved vandeksplosionerne, som regnens bittesmå dråber fremkalder, når de drypper fra tagenes kant og ned i søen. Og de mørke, krogede træer, der strækker sig mod spøgelseshimlen til lyden af mågernes skrig, minder mig om noget større end Rys marina.

Her er tomt.

Langt ude på vandet, hvor søen er smallest, sejler en båd – væk. Jeg skimter måske årer i vandet, men tågen er så tyk, at jeg ikke når at blive sikker, før skyggen fortaber sig, og jeg er alene tilbage igen.

Tågen får den fjerne skovs grantræer i baggrunden til at se enorme ud, som om de omkranser alverdens eventyr, jeg ikke føler trang til at gribe ud efter.

Det er koldt. Næsten alle bådene er taget op af vandet, men der er alligevel biler på parkeringspladsen. Uden spor af passagerer glimter de alligevel metallisk og dominerende i regnen som et symbol på småborgerens overtag over uskyldige destinationer for nøje afmålt fritidsdyrkelse.

Min notesbog er ved at gå i opløsning og blækken og mine ord løber ned på jorden og forsvinder. Jeg må hellere gå tilbage til undervisningslokalet med udsigt til den anden ende af søen og samle stumperne, før jeg skal forestille at læse noget vigtigt op for de andre kursister.

Indlægget Marinaen blev først udgivet på UANSET.

Indlægget Perfekt uperfekte hedonistiske asketer blev først udgivet på UANSET.