Husker mig selv på, at livet er livet værd… trods besvær og smerte.

Det højeste spirituelle niveau, jeg kan nå, også i det her “projekt selvvalgt ledig”, er der, hvor jeg husker, at det gerne må være sjovt.

Føler whimsy og vrede og lyse nætter ind i kernen.

Mens jeg råber om global uretfærdighed og svigt igen og igen. Og trættes og har samvittighedsnag over pauserne.

Oplever mit eget indre barn trives og dvæle sideløbende.

Så meget smerte, så meget under, så privilegeret.