Den hvide skymasse er så tung af fugt, at den lægger sig på jorden som støvregn og tåge. Det stykke af marinaen, der vender ind mod byen, har en fantastisk forfejlet måde at agere natur på. På skiltene står med farver, der engang har været klare: ”Dansk fadøl – Pølser – Burger”. Jeg overvejer, hvad det har at gøre med det midtjyske søhøjland, som der hænger et kort over ved siden af. Brosten, gadelygter og store, formanende skilte med hvid skrift på mørkegrøn baggrund hjælper mig ikke til at forstå det. Der er intet grillpersonale og ingen gæster. Den grønne baggrundsfarve skaber ingen sammenhæng, når novembers naturlige farver i dag er brun og grå.
Vinterens farveløshed vinder ind på efterårets klare palet. De stærke, menneskeskabte farver virker mere trætte, end naturens underspillede insisteren, men forstyrrer alligevel den matte ro. Den ro og koncentration, jeg er taget ud for at finde.
Vandet er afgrænset af rådnende træpiller, og skraldespandene med den skrapgrønne emalje på de kantede, våde låg hvisker skingert til mig, at der jo skal være praktiske og ordentlige forhold, når familien skal ud at sejle eller glo på ænder, der skaber sig.
De falmede bord-og-bænke sæt, der står på række under et gråt halvtag, minder mig om lugten af børnehavebørns madpakker, våde sokker og knitren af flyverdragter, og giver mig, ligesom skraldespandene, der er stillet op inden for rækkevidde, det blå badeflag og den stinkende toiletbygning af gule mursten, et indtryk af, at ethvert forsøg på at tilegne sig rene, uspolerede naturoplevelser her er forgæves.
Det røde skilt, der forbyder cykler, ser egentlig ikke mere malplaceret ud end de grønne skilte, som man nok ellers har gjort sig mere umage med at få til at passe ind. Jeg kan stadig høre bilerne oppe på vejen køre gennem vandpytterne og ud af byen.
Ry Roklubs træhuse tager sig, med deres afskallende maling og skæve skilte, ikke specielt godt ud i regnvejr, men der er en sød og simpel ynde og kraft ved vandeksplosionerne, som regnens bittesmå dråber fremkalder, når de drypper fra tagenes kant og ned i søen. Og de mørke, krogede træer, der strækker sig mod spøgelseshimlen til lyden af mågernes skrig, minder mig om noget større end Rys marina.
Her er tomt.
Langt ude på vandet, hvor søen er smallest, sejler en båd – væk. Jeg skimter måske årer i vandet, men tågen er så tyk, at jeg ikke når at blive sikker, før skyggen fortaber sig, og jeg er alene tilbage igen.
Tågen får den fjerne skovs grantræer i baggrunden til at se enorme ud, som om de omkranser alverdens eventyr, jeg ikke føler trang til at gribe ud efter.
Det er koldt. Næsten alle bådene er taget op af vandet, men der er alligevel biler på parkeringspladsen. Uden spor af passagerer glimter de alligevel metallisk og dominerende i regnen som et symbol på småborgerens overtag over uskyldige destinationer for nøje afmålt fritidsdyrkelse.
Min notesbog er ved at gå i opløsning og blækken og mine ord løber ned på jorden og forsvinder. Jeg må hellere gå tilbage til undervisningslokalet med udsigt til den anden ende af søen og samle stumperne, før jeg skal forestille at læse noget vigtigt op for de andre kursister.