Dag 335

Sidder og læser Kahneman om livstilfredshedsundersøgelser og lykkeforskning… Det sociale er helt centralt for vores lykke og tilfredshed. Velvære og tryghed ligger i stammen, gruppen, fællesskabet, en social rolle. Derudover skriver han om fattigdom og uddannelse. Man bliver måske mere livstilfreds af rigdom og indsigt, men ens velbefindende er ikke mærkbart højere. Er man fattig, rammer alle andre negative ting dog hårdere, fx sygdom. Livet er mere sårbart.

Jeg kommer til at tænke på, hvor indoktrineret jeg er til at forsøge at være lykkelig og til at føle det som et individuelt ansvar. Noget jeg skal og kan stræbe efter. Og det går op for mig, at det faktisk ikke er for mig selv, men drevet af en følelse af pligt. At signalere mestring udadtil. Personligt, hvis ingen så mig, ville jeg være ligeglad med lykke det meste af tiden.
Jeg mindes igen Sara Ahmeds klassiske pointe om, at vi kommer til at lave falske slutninger, når vi forbinder lykke med godhed. Man kan være håbløs og vred og god. Men det sidder dybt i mig – at hvis jeg er meget ulykkelig, så har jeg selv gjort noget forkert. Så skulle jeg nok prøve lidt hårdere eller gøre mere som de andre. Jeg har en underbevidst idé om, at det skal se nemt ud, mit liv. At så er jeg bedst.
Det er måske også en slags skjold: Hvis jeg selv er glad for dem, så kan ingen holde min livsstil, mine valg eller mine præstationer imod mig. Mine normbrud. Selv 335 dage inde i at dokumentere, at lykken ikke er simpel, heller ikke som absolut fri og rig og modig og langsom og privilegeret og kalkuleret, så er jeg stadig bange for, at det ser ud som om, jeg har gjort noget forkert, hvis jeg er ulykkelig.
Well. Mit liv er ikke nemt og lykkeligt. Med al frihed i verden og et godt socialt liv, vil jeg måske score min livstilfredshed 6-7 ud af 10 i de her år. Og det er langt hen ad vejen på grund af magtstrukturer og frygt og vrede, at det ikke bliver højere. Og det er på sin fucking plads. Tager Kahnemans undersøgelser kun udgangspunkt i de negative følelser, man føler på egne vegne? Utryghed, udsathed, uretfærdighed? Tager de højde for, hvor stærkt vi kan føle det på andres vegne? At vi ikke kun går op i os selv, vores nærmeste og folk, der ligner os? At hvad andre udsættes for, kan gøre os forfærdede og frygtsomme på vegne af hele menneskeheden og naturen, ikke kun fordi, vi frygter, de fascistoide tendenser og klimakatastrofer vil ramme os personligt i den nære fremtid, men fordi det er en universel krænkelse? Vredesforskning burde få et comeback.

Hele idéen om, at det politiske mål bør være at reducere lidelse (som også er noget, Kahneman skriver), føles så utroligt langt væk.

Indkøbskurv