NOTE TO SELF
Dit arbejde lige nu er at undersøge og fortælle om denne her erfaring. At stoppe på arbejde. Af sig selv. For sig selv.
For det er et reelt samfundsproblem, at folk bliver syge af arbejde eller af meningsløshed. At unge ikke trives, ikke ser frem til livet. At vi overforbruger på en måde, der går ud over vores sundhed og alt andet levende.
Du løser ikke alting, og du fodrer ikke den etablerede såkaldte velfærdsmaskine, men du:
Undersøger noget afgørende. Tager konsekvensen ved en skæv udvikling. Insisterer på at tage din frihed og at livet skal føles godt. Du har aldrig været bange for at arbejde hårdt – de kender dig ikke, hvis de tror det – men det handler om, hvem og hvad du arbejder for og om det batter. Og kompensationen er fair ift. den generelle rigdom og ressourcer i verden. Du er ikke alene – og du gør det på en ret simpel, tilnærmelsesvis klasseløs måde uden konkurrence.
… Skriver jeg til mig selv i dag. Hvor abstrakte idéer om at gøre sig fortjent dukker op. Hvor jeg er bange for at udhule noget, der faktisk er godt. Bange for at jeg er forkælet, bange for, hvor få timer, jeg faktisk gider arbejde og kan koncentrere mig. Bange for, at jeg er doven og ikke kan se det store billede, og at hvis jeg kunne, så ville jeg forstå, at det jeg gør, er forkert.
Jeg tænker mig om. Og så skriver jeg ting til mig selv, som jeg ved er sande.
Husk hvor egoistiske andre er. De er da også drevet af egeninteresser. De færreste arbejder af pure pligt for at hjælpe andre. De gør det for at tjene penge til sig selv. Og slippe for at sætte spørgsmålstegn ved normen. De ville gøre det uanset. For tryghed, vaner, akkumulation.
Og dem, der faktisk knokler for andre, hjælper andre direkte i deres arbejde… De burde få ministerlønnen og -pensionen.
Der er så meget proforma. Der bliver udrettet så lidt reelt. Det er ikke dig, der tager fra dem, der har brug for mere.
_
Jeg kan mærke, at jeg rykker mig. Det er sjovt at genbesøge april sidste år, hvor hele det her projekt var nyt og ikke havde fundet sin form. Al min tvivl og usikkerhed. Jeg har stadig tvivl og usikkerhed, men den stikker ikke så dybt længere. Og jeg har fundet et format, som giver mening for mig, som er håndgribeligt og som giver noget både til mig selv og til andre, i et eller andet omfang. Og noget, jeg kan arbejde videre med og bruge. Noget, jeg lærer af og som gør min egen forandring synlig for mig.
Og det hele virker virkeligt mindre farligt, når man er trådt ud. Efterhånden som man går ad den sti. Tramper slyngplanterne og brændenælderne lidt ned (undskyld), fordi ikke så mange andre går der. Så bliver den mere fast under fødderne, tydeligere og fuld af muligheder. Og man møder alligevel flere, end man skulle tro. Som også står derude i vildnisset og spejder.
_
Jeg havde en lang to do liste i dag og klarede alt bortset fra eventuelt… Fra at læse faglige tekster til at gøre rent og gøre klar til opslag osv. 7-10 punkter.
Og her til aften har jeg så svært ved at forstå det og føle, at det er nok. Det er stadig en kamp. Har så svært ved at koble af igen. Fordi jeg ikke har gjort det eventuelle, måske, i hvert fald er det det, jeg hyperfokuserer på. Hvorfor kan jeg ikke fokusere på, at jeg nåede alt det vigtige, selvom det så urealistisk ud i morges? Virkeligt en anstrengende hjerne, jeg har.
I stedet for at dulme med slik, spil eller serie vil jeg forsøge at være opmærksom. Trække vejret. Sidde med det. Fordi jeg har tid.