Jeg har siddet og læst og udgivet, hvad jeg skrev for et år siden, og jeg havde helt glemt, hvor hårdt det var dengang.
Meget er værre eller ligeså slemt udenfor i verden, men basen er bedre nu.
Og jeg har rykket mig til noget mere roligt inden i og har meget mere kontakt til mig selv.
I de her dage formår jeg at fokusere på det, jeg kan gøre og være, i stedet for alt det, jeg føler mig afmægtig overfor.
Og denne her voldsomhed i det tidlige forår føles mere forventeligt og håndterbar, fordi jeg ser nogle mønstre, jeg ikke så før. Det er cyklisk. Hvilket også vil sige, at det passerer. Man behøver ikke identificere sig totalt med det, man behøver ikke løse alt. Det passerer helt af sig selv og bliver til noget andet.
Det har kunnet noget uforligneligt at tage et år ud af lønarbejdslivet, det et der efterhånden ingen tvivl i mig om. Jeg kan lidt bedre se, hvad der er sket det sidste år, nu hvor jeg er stille lidt.
Og jeg er ret glad for det her koncept med at genlæse og dele et år senere. Om ikke andet, så giver det mig en selvindsigt og en følelse af at være allieret og omsorgsfuld overfor fortids- og fremtids-Ida. Lidt ligesom at nære mit forhold til barnet, jeg var, eller den gamle kvinde, jeg måske bliver en dag. Give dem blødhed og tillid.