Jeg har fået mange kommentarer på min trøje denne vinter, hvilket har givet mig idéen om en ny type opslag, hvor jeg vil hylde det dér tøj, jeg bruger igen og igen. Som en inspiration til købestop og nøjsomhed uden afsavn, selv for en æstetiker. Og lejlighedsvis til nørkleri og reparationer.
Trøjen har jeg arvet fra min morfar. Den er let, varm, blød og ulden og passer til det meste. Derfor har jeg ofte haft den med, når jeg har været ude at rejse. Den fylder ikke meget i en rygsæk, men er guld værd, når man fx er for nærig til hotel på interrail, når man alligevel skal med et nattog klokken kvart i lort. Eller når man rejser til troperne, men impulsivt tager op i højlandet.
Engang spildte jeg kaffe på den og kunne ikke få pletten af. Så broderede jeg over den. I Panama var det en cirkel med en slags sting, jeg har glemt hvad hedder, kan jeg se. Siden blev det til en bregne med kunstnerisk frihed. Jeg løb tør for den ene grønne farve, men pyt. Mine kollegaer bilder mig ind, at det ligner, det er helt overlagt.
12+ år i min varetægt, 0 kroner.
Tak morfar og tak lille lam og tak til mine forældre for at lære mig at beholde gode ting.