Jeg har halvårsdag i dag med det lønarbejdsfri liv.
Er faldet af på at skrive de her daglige noter… Der er sket meget på det sidste, og så alligevel ikke. Jul og nytår var lidt overvældende. Og snart rejser jeg til Indonesien alene, hvilket også føles omfattende og kræver lidt forberedelse.
Har haft en periode med lidt mere psykisk stress igen.
I går og i dag har min mave været værre end i lang tid. Den er meget sensitiv overfor psykiske udsving. Den gør ondt og er hysterisk, og de ting, der plejer at virke, virker ikke i dag. Jeg passer mine forældres hus og kan heldigvis messe og råbe og danse uden at tænke på naboer. Det hjælper, men kun imens. Den brokker sig over hvad som helst, der ryger i den, selvom jeg har fodret den med rene, økologiske, letfordøjelige, basedannende ting, drikker vand og trækker vejret.
Jeg er irritabel og overvældet og træt.
Jeg er blevet dårligere til at nyde over den sidste måned. Der har også været mere knas derhjemme, men det er ikke kun dét.
Jeg rejser om små ti dage. Og når jeg kommer hjem starter jeg nok på dagpenge. Og jeg frygter det. Jobsøgningen, at miste fodfæste, afvisningerne, håbløsheden, energistjælende kolde og meningsløse systemer. Ligeså snart jeg rammer Bali, kan jeg forhåbentlig mærke, at der er længe til april. Og jeg kommer ud af mit hoved. Trænger til sanselige oplevelser og varme. Trænger til ro. Håber, jeg finder den.
Men ja… Det har fået mig til at gøre status, ubevidst, og lade mit humør og mit selvværd overtage af alt det, jeg ikke har fået gjort… Alt det, jeg ikke når. I stedet for det, jeg gør.
Jeg ville skrive den bog, men jeg gik i stå, da det gik op for mig, hvor emotionelt krævende, det kunne blive. Hvor svært for de relationer, der ville blive berørt i den.
Min krop er ikke blevet bedre. Jeg bevæger mig ikke mere lige for tiden, end jeg gjorde i lønarbejdslivet, jeg er ikke slankere eller mere smidig, jeg har ingen energi. Og jeg har så svært ved at finde ind til accepten. Af at jeg har brug for mere ro. Af at december og januar ikke kalder på fysisk aktivitet, lange gåture, udfordringer, lange arbejdsdage på læsesalen. De kalder på at sove længe, karbad, at fråse med fjernvarmen, kage og gryderetter, langsomhed, ja faktisk at gå næsten helt i stå… i stedet hyperfokuserer jeg på tjeklisterne, som kun vokser, målene, der virker mere og mere urealistiske. Og frygten. Frygten for fremtiden, for at knække ved første konfrontation med en arbejdsgiver, der synes, jeg er for besværlig blot ud fra et kig på mit CV.
Jeg er så heldig, så privilegeret, men det er som om, jeg vil lide uanset hvad.
Jeg har lavet mad fra bunden. Hummus, kartofler og grønne bønner i ovn, feta, oliven. Jeg synger det ud. Jeg strækker. Jeg hækler. Jeg er langsom. Der er mere lys her i provinsen, end i København. Jeg har læst i en guidebog om de steder, jeg skal være de første par dage, og jeg ser frem til det. Jeg har ordnet forskellige småting her digitalt. Men jeg har svært ved at finde lysten til noget. Min mave kværner derud af, og beskederne på min telefon forbliver ubesvarede, selvom jeg savner kontakt. Måske er det bare ægløsningstrætheden. Der er mange, der skriver om, at de planlægger de udadvendte, go-get’er aktiviteter til det punkt i deres cyklus. Men mig, jeg bliver træt og irritabel. Jeg får lyst til at krølle mig sammen i min elskedes arme og græde. Jeg skal opvartes og forpuppes. Og også gerne knaldes, bevares, men blidt og trygt og indadvendt.
