Jeg fik skrevet et opslag på LinkedIn – og det fik interessant respons, som det plejer. Det virker til at folk hungrer efter den type indhold, også inde på corporate SoMe. Og jeg synes det er så rart, når mennesker med status, indflydelse og stabile stillinger også er nysgerrige på alternative måder at tænke liv og arbejde på. Det giver mig håb. Både for mig selv og mine fremtidsmuligheder, men også for samfundet generelt og for de borgere, der er mere pressede. Det er ikke så niche, som det har været, og flere og flere taler om, hvordan deres nuværende arbejdsliv ikke er optimalt eller bæredygtigt.
Opslaget gik sådan her:
Så gik der et år…
Et år uden fastansættelse. Snart fem måneder uden lønarbejde. Så jeg tænkte, det var på tide at give en opdatering på mit eksperiment udi selvvalgt lediggang. Jeg fornemmer at min a-kasse og fagforening og dagbladene i stigende grad får øjnene op for det her med karrierepauser, men det er fortsat primært med fokus på, at man vil have tid til eller opnår noget bestemt – fx at rejse i lang tid, efteruddanne sig, passe børn eller forældre for en afgrænset periode. Jeg vil gerne slå et slag for den lediggang, der er sværere at putte i en kasse. Den lediggang, der handler mest om bare at være til for en stund. Jeg vil alt muligt. Og samtidig vil jeg nogle dage ingenting.
Men nu er LinkedIn jo ofte stedet for markering af præstationer, og det gerne på en kvantificérbar måde, så en måde at gøre status på, kunne være at gå med på den præmis, men udfordre, hvad der er vigtige præstationer eller idéen om, at arbejde primært er værdifuldt og berettiget, hvis man har en flot titel og får penge for det. Så lad mig forsøge at opliste og anskueliggøre alternative bedrifter og nye færdigheder, som der er masser af, selvom det ikke er faciliteret af en arbejdsgiver.
Bagefter bliver det endnu mere navlepillende, privat og.. Langt. Fordi det synes jeg, LinkedIn trænger til. Hæng på så længe, du har lyst.
På det seneste år har jeg bl.a.:
- Læst 32 bøger (highlights: altid fortræffeligt genbesøg i Middle-earth, følelsesmæssig deroute med Olga Ravns dystre ’Mit arbejde’, job- præstations- og værdirefleksion i selskab med bl.a. Audre Lorde, Bertrand Russell, Anders Petersen og Kahnemann, og så masser af sci-fi eskapisme med Philip K. Dick og Herbert) og set vel over 50 film.
- Lappet otte stykker yndlingstøj og undladt at købe nyt, bortset fra en genial grøn paillet- og brokadekjole i en genbrugs.
- Genlært mig selv at hækle og indset, at det går bedst, hvis jeg improviserer i stedet for at forsøge at følge opskrifter, selvom det betyder at trævle meget op og prøve sig frem. Har på den måde lavet en taske, to huer og en kjole – og er faktisk ret stolt over tålmodigheden, der følger med, som ellers ikke er min stærke side, når det kommer til nørklerier, selvom det måske vil komme bag på nogen. Forleden tog jeg også en dyb indånding og fandt ud af, hvordan man skifter garn på den ”rigtige” måde. Hurra!
- Lært stadig mere om diverse WordPress-plugins, SEO, Canva, reels, nyhedsbrev, algoritmer (gab!), marketingstrategi på min egen bløde måde (juhu!), IT-sikkerhed og jura på det felt (work in progress), og fået omkring 400 nye faste tilskuere til mine fotografier, kunst og skriverier, og mange flere besøgende.
- Lært at løbbinde skåle og kurve og at det er rigtig godt for mig, at sidde og pille ved den slags i stedet for min telefon, når jeg kobler af. Eller – det vidste jeg måske godt, men nu handler jeg faktisk derefter!
- Brugt mange timer på et podcastafsnit, som måske aldrig skal høres af andre end mig selv. Men jeg har lært meget om både teknik, opbygning og vinkling, manus/struktur, at tweake min interviewteknik mere journalistisk end akademisk, og om, hvor jeg gerne vil hen med det projekt, når det engang får førsterang i min hjerne. Det kommer til at handle om, hvordan jeg og andre bruger humanistiske kompetencer i praksis, og det bliver fedt.
- Arbejdet i en daginstitution, og hvis jeg skal fortælle alt, hvad jeg lærte dér, bliver det hurtigt meget langt. Jeg følte mig meget værdsat og samtidig totalt utilstrækkelig, og tiden fløj. Men udover at tilegne mig diverse nye pædagogiske og didaktiske perspektiver, fandt jeg bl.a. ud af:
- At jeg faktisk er ret god til at lege og berolige, tegne rumstationer, skattekort og Elsa’er, huske navne og ansigter, gøre børn trygge og engagerede, og at min evne til at tune mig ind på særlige behov og facilitere social integration også er velfungerende og brugbar i en børnekontekst
- At en tydelig feedback- og læringskultur på en arbejdsplads er endnu vigtigere for mig, end jeg troede, og at tillid og konstruktiv kritik stadig er to sider af samme og afgørende for min faglige stolthed – men at jeg faktisk også har brug for eksplicit ros, når jeg gør det godt, og at det er ok at bede om den!
- At vilkårene i kommunen er lige så horrible, som pædagogerne siger (ok, det vidste jeg godt, men nu ved mit nervesystem det også).
- Fået ny yndlingsvandrerute, lært en hel del nye plantenavne og -egenskaber, sanket flere urter, frugter og svampe, og set naturens sæsoner skifte med en ny årvågenhed.
- Malet og gennemrestaureret mit gamle dukkehus, hvilket kun har stået på to-do listen i ca. 20 år – og hold op, hvor det føles luksuriøst at foretage sig noget så detaljeorienteret og tidskrævende, uden at det skal sælges eller bruges til noget som helst andet end at være sødt og flot.
- Købt en iPad pro at tegne på – og som androidbruger er det en sej og ofte lidt frustrerende læringskurve, hvis jeg skal være helt ærlig. (Og jeg, som ellers har levet af at hjælpe andre med deres egne devices!)
- Samlet tekster til et romanagtigt værk for første gang. Der er foreløbigt 136.467 ord og det er mildt sagt lidt uoverskueligt. Jeg har sjældent befundet mig godt i at være struktureret med det skønlitterære, så det er en helt ny disciplin, hvor jeg prøver at forene det kreative med min sans for at bygge en stram, klar akademisk tekst op. Nu handler det ikke kun om præcision og overblik, men om balance mellem form og udtryk. Vildt svært, men forhåbentlig også vildt udviklende, både kognitivt og kreativt.
- Lært at lade mig selv mærke, hvor der er flow og gribe den opgave, jeg føler mest for og så stole på, at jeg nok skal nå det hele, selvom det går langsomt. Tidligere fandt jeg meget tryghed og motivation i deadlines, og det er nogle dage uændret, men det andet lykkes oftere og oftere og frigør så meget energi, når det gør.
- Skærpet min opmærksom på, at jeg er virkeligt dårlig til at dvæle ved eller fejre de ting, der lykkes og som jeg gennemfører eller opnår. Jeg er altid hurtigt videre. Jeg har ikke nogen løsning endnu, men identifikation af, at jeg gerne vil gøre det anderledes, må være en start.
Nogle dage ligner det meget det gamle liv – fx med mailopsætning, tests og forsøg på at greje forkortelser såsom PHP og SMTP, og en hel del teknisk learning by doing. Men jeg kan forlade computeren, når kroppen trænger til luft eller jeg trænger til at bruge hænder og øjne til andet en tastatur og skærm, og det er så banebrydende rart.
Som min kæreste siger (mens hans sødt og fascineret og kun lidt bekymret ser til), så lærer jeg mig selv nyt hele tiden. Hvis jeg var bange for, at min indlæring, disciplin og hittepåsomhed ville gå i stå i lediggangen, så er jeg det ikke længere. Jeg rykker, mand. Og mærker idéer og mestringsbegejstring på højt niveau. Men hvad vigtigere er: Jeg er også blevet bedre til at tage pauser. Og det er svært, når så meget af ens selvværd er hængt op på produktivitet. Engang i mellem knækker jeg koden og mærker ind til benet, hvor sjovt og herligt det er, at jeg er i live lige her, lige nu, omgivet af al det her, uden at jeg behøver foretage mig noget for at gøre mig fortjent til det. Og jeg er blevet rigtig god til langsomhed og monotasking, hvilket klart forbedrer idékvalitet og produkter i længden, men mest af alt bare er rigtig godt for mit nervesystem og nærvær.
Den udvikling det sidste år, som jeg er allermest stolt af, handler om, hvordan jeg kommunikerer og tager ansvar i følelsesladede konflikter, og at jeg er blevet bedre til at bevare kontakt til min krop og mine følelser generelt, selvom jeg er typen, der mest lever relativt rationelt ’oppe i hovedet’. Ingen af delene er noget, jeg har været specielt dårlig til tidligere, men jeg har følt, at jeg blev dummere på den front af at arbejde for meget. For det tager bare tid, gør det. Og energi. Og det proportionelt med, hvor stresset og overstimuleret, jeg er. Jeg er bl.a. blevet så meget bedre til at være nogens partner, hvilket i bakspejlet er en helt indlysende prioritet. Hurra!
Jeg har ikke haft en KPI på stjerneskud, solnedgange, kunstværker eller fotoserier, så jeg har ikke tal på dem, men der var mange. Mandag aftener med nordlys var der til gengæld kun én af.
Mit private månedlige forbrug alt inklusive er kommet under 7000 kroner igen, nætterne med eksistentiel angst og tankemylder bliver færre, mine streaks uden at tjekke e-boks og arbejdsrelaterede mails bliver længere og længere, og det føles godt. De fleste dage.
Jeg er også opmærksom på at opsøge nye sociale situationer og træde ud af komfortzonen, for jeg oplever, at mit mod er som en muskel, der skal trænes. For et par måneder siden lod jeg mig fx impulsivt interviewe til et af de større dagblade om det her med at sige op til ledighed. Der var pludselig fotosession i mit hjem, og artiklen blev selvfølgelig vinklet på en måde, jeg ikke havde helt kontrol over, og som jeg nok selv ville have gjort anderledes. Og det endte på forsiden af erhvervssektionen med et dårligt formuleret citat, men et udmærket foto af mig og mit hækletøj. Så har man prøvet det. Og jeg har fået mange søde mails og beskeder fra ligesindede og uligesindede-men-nysgerrige (den bedste slags!). Og nu ved jeg så, at hvis jeg vil rammesætte mine livsstilsvalg mere politisk fx, så må jeg hellere skrive teksten selv.
Apropos komfortzonen, så har jeg lige købt en envejsbillet til Indonesien. Jeg har ikke rejst helt alene udenfor Europa siden 2010, så det føles også lidt udfordrende. Dengang vadede jeg tværs gennem demonstrationer i Bangkok, men da der et par uger senere blev åbnet ild mod civile, var jeg ankommet til Kathmandu klokken tre om natten uden hotelbooking eller en eneste rupee på lommen, uden vejbelysning og uden smartphone. Alt gik aldeles udmærket, men jeg kan alligevel mærke, at alderen har gjort mig mere tryghedssøgende, og efterhånden som jeg har lært at have en klar metode og minimere risici i mit arbejdsliv, selvom jeg kaster mig ud på dybt vand, afspejler det sig også privat. Så nu starter jeg med to nætter på et firestjernet hotel på turistede Bali, hehe. Men mon ikke jeg ret hurtigt ender på et lurvet hostel, bliver inspireret og får vandret off the beaten track, når jeg først er landet og har orienteret mig. Jeg organiserer stadig kunstneriske projekter i Excel, tracker min arbejdstid (den ligger pt. på 20 timer/ugen cirka), evaluerer, laver dagligt budgetoverblik og skriver tjeklister. Men jeg har først her i november taget hul på min egentlige opsparing, da det indtil da lykkedes mig at strække klatløn, feriepenge, lidt supplerende dagpenge, renter og overskydende skat. Og jeg føler, at jeg har gang i noget ret godt her og stadig er midt i en vigtig proces. Jeg var ret stolt, da jeg forleden fik en mail fra LinkedIn, om at jeg ikke havde tjekket mine jobunderretninger i 100 dage.
Så hånden på hjertet er jeg fortsat mere på udkig efter anbefalinger til vandreture, film og mindre lønnede opgaver end et fast job. Og jeg tager måske lige 100 dages pause fra LinkedIn igen nu. Jeg håber fortsat, at det ikke løber nogen vegne, det dér almindelig arbejdsliv, og jeg føler mig gradvist mindre frygtsom og mere i stand til at se muligheder, så tror efterhånden mere stabilt på at alt løser sig hen ad vejen.
Hvad har du lært i år?