I de perioder, hvor jeg har arbejdet mest, har jeg været ret udmattet i weekenden og om aftenen. Så det meste af min fritid jo gik med hvile og restitution. Men jeg har så mange idéer og interesser og så meget lyst til at skabe og til at være social med mennesker, jeg selv har valgt og ikke bare arbejder sammen med, og til at være udendørs og tage ikke-arbejdsrelateret information ind… Og alle de ting kaldte på mig. Det er jo en prioriteringssag, jeg vil helst leve materielt sparsommelig og til gengæld have energi og tid nok til at mærke, hvorfor det er fantastisk at være i live. Jeg kan godt lide at løse diverse arbejdsopgaver og de fleste, der har arbejdet sammen med mig, vil nok bevidne, at jeg er både flittig, engageret og dygtig i de fleste ting, jeg kaster mig ud i, men hvis jeg kan undgå at bruge det meste af min energi i et rutinepræget lønarbejde resten af livet, så foretrækker jeg det.
Der er noget, der føles meget farligt ved at sætte tempoet ned. Jeg føler mig lidt indoktrineret til at føle mig mest sikker og på rette vej, hvis jeg er aktiv, produktiv, synlig, forbundet og gerne i et højt tempo. Det føles risikabelt at være afventende og passiv. Og jeg føler så meget ansvar for at være proaktivt og risikominimere, når det kommer til min privatøkonomi og min fremtid. Det er helt vildt.
Men nu prøver jeg at mærke efter, og jeg tror, at retningen, vi bevæger os i, er en del vigtigere end tempoet, hvormed vi gør det. Jeg tror vi er mange, der har brug for at rekalibrere hyppigere og at det også kunne være givtigt på virksomheds- og samfundsniveau. Det kan godt være, vi skal arbejde mere, men det er sgu ikke ligegyldigt på hvad. Penge kan ikke trylle jordkloden fem gange så fuld af ressourcer.
Jeg er så vred og så ængstelig, men jeg øver mig virkeligt også i ikke at tage livet så alvorligt. Det løser sig nok, det hele. Og ellers var det en fed tur. Måske flere reelle problemer, men færre indbildte, der får lov til at styre mit liv.
Frygten for at vågne op hen mod slutningen af livet og tænke, “Hvad fanden var det, jeg brugte det på?” er større end frygten for at ende på kontanthjælp. Jeg vil mærke det, mens jeg kan. Og det kræver fri tid. Ikke nødvendigvis total arbejdspause, men når mange jobs er fremmede eller dekontekstualiserede fra vores instinkter (den korte version: at være tør, mæt, varm, forbinde socialt, forbinde til omgivelserne og naturkrafter gennem kunst og ritualer), er det nemt at glemme det helt, hvor vildt det er, at vi er i live, og hvor smuk den verden, der omgiver os, er. Glemme, hvad det er for en sammenhæng, vi indgår i. Samfundsøkonomien kan ikke stå alene som kontekst og motivation til handling.
Jeg har altid følt, at der er meget indsigt at hente i afveksling. Jeg regner med at komme til at savne ting ved arbejdslivet, som jeg kun kan mærke, fordi jeg har gjort noget andet for en stund. Og jeg ved godt, at Kaare måske synes, jeg er uretfærdigt forkælet, eller at det er udfordrende at forholde sig til så rastløs en arbejdskraft som arbejdsgiver, men jeg ved også, at den frihed og uafhængig gør mig til en god arbejdskraft – jeg gør mig virkeligt umage og er investeret og initiarivrig, når jeg arbejder. Jeg er der hundrede procent eller slet ikke.
Og det er mit mareridt at sidde at trille tommelfingre og spilde min tid på et kontor, hvor der ikke er strengt brug for mig. Jeg vil hellere gå energisk og inspireret på arbejde og holde fri for egen regning, når jeg ikke kan det, end at tvinge mig selv afsted og yde the bare minimum året rundt. Ikke at der er noget i vejen med det sidste, hvis man kan, det er mit temparament bare ikke til, og jeg ved, at der er mange, der af lignende årsager drømmer om tre- eller firedages arbejdsuger.
Jeg er ofte helt derude, hvor jeg, når jeg får at vide, at jeg skal arbejde mere for samfundets skyld, tænker på, hvorfor vi skal opretholde det her, som så mange af os egentlig ikke bryder os om at være i. (Og skal alle jobs bestå eller er der mange, vi burde droppe for at frigøre til ældreplejen og børnehaven?) Jeg ved godt, at mange har det fint, godt kan lide at gå på arbejde, og ikke har behov for at stille så mange spørgsmål til normen, samt at vi i de her debatter om arbejdslivet har en tendens til at fremhæve mindretallet, som trives dårligt, fordi der trods alt bliver flere af dem (eller “os”, for jeg ser mig selv som en del af dem, der er sårbare overfor det tempo, produktivitetstvang og individuelle præstationssræs). Men alligevel. Jeg synes, livet er totalt magisk, men jeg kender godt nok mange, der slet ikke kan mærke det, fordi de er helt kørt ned af arbejdspresset i og udenfor hjemmet. Stress på arbejdspladsen, ulykkelige småbørnsforældre, ulykkelige unge.
Er der nok, der har det godt, til at det her show skal fortsætte på samme måde? Og hvad med det miljø, vi er en del af, der også er udpint og ændrer sig hurtigt? Altså jorden skal nok klare sig, den fortsætter jo bare ikke med at være beboelig for mennesker og mange andre organismer, hvis vi fortsætter sådan her.
Ret og pligt er lidt oppe i luften, når man ikke længere har tillid til, at det man har ret til, giver reel sikkerhed. Hjemmeplejen sejler, børnehaverne og vuggestuerne sejler, skolerne sejler og som nation forsvarer vi ikke længere basale menneskerettigheder ude i verden. Så derfor er jeg lidt afventende ift. at føle mig super forpligtet. Jeg har heldigvis taget en af de billige humanistiske uddannelser, hehe, så den er nok næsten betalt tilbage via skatten allerede. Og regeringen forsømmer meget af det, jeg mener er deres pligt. Jeg ville da nok være mere motiveret af regeringens nedladende forsøg på at opdrage os, der vælger ikke at arbejde, hvis jeg kunne se, at det jeg ydede kom de mest trængende til gode. Psykiatri, ældrepleje, daginstitutioner, folk på kanten af samfundet, forfulgte folkeslag og børn ude i verden… men det er ikke tilfældet. Hvis min skat går til krig, lønstigninger til politikere, skattelettelser til de rigeste og kunstigt åndedræt til konventionelt landbrug… Så rammer de mig sgu ikke på samvittigheden, når de udskammer mig over, at jeg ikke laver penge, men protesterer, hviler, sparer og opdyrker værdifællesskaber i stedet.