Dag 73

Jeg sover virkeligt tungt for tiden. Drømmer meget, virkelighedsnært. Jeg drømte blandt andet, at jeg var forelsket. Ideen om én, jeg ikke har mødt endnu. Prøver at tage den med ud i dagen.

Har læst noget astrologi om, at der under fuldmåneformørkelsen i fisken er tegn at hente, og at man skal følge sin intuition mere end lægge strategi og manifestere. Jeg tror ikke rigtig på det, men følger der, fordi det passer mig.

Der er tydeligvis gang i rigtig meget bearbejdning under overfladen – måske behøver jeg ikke fylde så meget mere på i de vågne timer… Af mål, udfordringer, arbejde, indtryk. Det er ikke for min skyld, så hvorfor så? Hvorfor så travlt altid? Den konstante sense of urgency. Optimering, selvrealisering. Nej tak.

Jeg vågnede op til fotos af himlen fra en ven. Strakte mig langsomt, lod drømmene falde på plads. Drikker blød kaffe, læser ét fagligt kapitel (Kahneman) og så tegneserier. Er stadig decideret søvnig, selvom jeg har sovet otte timer. Måske kroppen helst vil skrive her i sengen fremfor på biblioteket. Gemme sig lidt endnu, sidde blødt, have fri adgang til kogt vand og ro.
Jeg skal også ud hele weekenden og i morgen, siger jeg til mig selv. Jeg skal nok få luft, motion, mennesker og indtryk. Lige om lidt.

Indkøbskurv