Satte alarm til kl. 8, men var lang tid om at falde i søvn igen. Sov videre til 9.30.
Og nu har jeg lidt samvittighedskvaler over dét. Det gider jeg ikke.
Det er en nydelse (siger jeg højt for mig selv),
At sove til man vågner,
Drikke vand og kaffe langsomt,
Læse i en bog uden at sætte alarm,
Have god tid til bad og at lave en god madpakke, som også betyder, at jeg kan arbejde længere.
Havde planer om læsesal,
Det har jeg stadig,
Bare først, når jeg er klar.
Mærkeligt indoktrineret tidstyrani.
Kunne måske være sjovt helt at droppe ure og se, hvad der sker.
Ville også betyde at droppe telefon.
Så ville tiden helt sikkert strække sig.
Læste de gamle noter fra dag -552, dvs. som jeg skrev for små to år siden, om hvad jeg ville gøre til mine prioriteter fremdadrettet, og hvad jeg gerne ville fokusere på. Og det viste med al tydelighed, hvorfor det giver mening både at orientere sig cyklisk i tid og at skrive noter og mål ned til sig selv og huske at genbesøge det.
Der var et tidspunkt, hvor det var nødvendigt at sætte de mål. Nu er jeg godt i gang med den podcast, selvom det er trægt. Jeg fik startet. Jeg har været meget udenfor og har grebet friheden. Og jeg nåede det mætningspunkt i mit lønjob, som jeg afventede, og lod mig selv stoppe helt. Jeg går i mærkeligt tøj og nyder virkeligt, at jeg ikke skal repræsentere en arbejdsgiver eller en snæver idé om profesionalisme i måden, jeg ser ud på. Jeg har set en del solnedgange. Jeg er opmærksom på sæsonernes skiften på en anden måde. Jeg har fokus på , hvad jeg spiser, så jeg forhåbentligt kan få det bedre med mere energi og velvære. Jeg har læst rigtig mange bøger på det sidste. Jeg har lært mig selv at hækle og er fuld af idéer. Jeg har lært mig selv at tegne i Procreate og er ofte begejstret for, hvor meget der endnu er at lære. Jeg har lært løbbinding rigtigt.
Jeg får egentlig rigtig meget ud af mine intentionalitetspraktikker, og de her forskellige måder, hvorpå jeg eksperimenterer med, hvordan man kan bygge sine dage op med rare projekter og frihed til at følge humøret. Det føles bare trægt og håbløst, når man glemmer perspektivet. Hvor man kom fra. Jeg er dårlig til at registrere alt det, der lykkes og virker, alt det, jeg faktisk får gjort. Jeg hyperfokuserer på alt det, der ikke fungerer og som jeg ikke får gjort (færdigt).
Så en gammel note er guld (eller lavendel) for selvtilliden.
Og et nyt mål for mig er at blive bedre til at fejre. Om to år ser jeg måske tilbage og tænker på den flaske champagne, jeg altid har på køl, og hvor nemt det er blevet at holde pause og lykønske sig selv. Hvem ved.
Noget andet er jo så, at jeg skal kigge et eller flere år tilbage for rigtigt at kunne se forskellen. Og at jeg nok havde ønsket, det tog meget kortere tid at få idéer ud at leve i verden. Hvorfor er det sådan? Hvorfor har jeg travlt? Noget, jeg finder ud af ved at være min egen leder, er at ting virkeligt tager meget længere tid, end jeg tror og håber. Og det er dumt at tro og håbe andet. Fordi processen skal være god. Og man når sgu nok frem uanset, hvis man skal. Lineær tid er min største modstander i dagligdagen. Og kapitalismen. De to krydser hinanden midt i landet af produktivitet, optimering, akkumulation…
Jeg vil skerpe mit fokus på strømme og gentagelser, spiraler, der stiger meget langsomt, men støt, og at man ikke behøver bygge mere op, end det, man skal bruge her og nu. Alt er bare en række af nuer. (Fat det nu, Ida, helst i går!)