Jeg har det rigtig dårligt i disse dage. Mange eksplosioner og mindre gnidninger i mit parforhold og efterveer af influenza.
Jeg har lavet opslag med mine tegninger og malerier og får ingen respons. Jeg ved, at nogen synes, de er gode, og jeg kan selv godt lide dem, men stilheden sætter sig som en infektion.
Jeg tvivler på det hele. Bliver demotiveret. Har ondt i øjnene og nakken af for meget seng, men også for meget skærmlys og hækling. Kroppen har sin naturlige grænse for arbejde, længe før samfundets krav er nået.
Jeg tager i eksil i provinsen. Håber at få hul på de store opgaver. Bogen, bloggen, podcasten.
Måske er jeg bare emotionelt drænet langt over evne. Hvad kan jeg, hvad vil jeg? Intet og intet.
Jeg var på besøg på min gamle arbejdsplads i går. Ligegyldigt hvad, så savner jeg ikke corporate arbejde. Jeg vil næsten sige, at jeg hader det, også efter syv måneders pause. På trods af store mængder kage fra Lagkagehuset og gode, varme, sjove mennesker. Så er jeg færdig, og følte mig fuldstændigt ude af stand til at forestille mig, hvis det var mig, der skulle ind og tilbage til opgaverne. Samme opgaver som for ni måneder siden. Samme træghed, samme tekniske bugs, samme usikre kommunikation, samme kaos.
Og jeg fik nye ting til at gå op for min partner. At han måske kan prøve at skrive sig ind i alt det, han prøver at løbe fra. At han kan fordøje på et dybere plan. Sidde med følelserne, læringen, kampen. Tænke det igennem og skrive det ned. Arbejde det ind i bevidstheden og ud af kroppen.
Jeg har foreslået det mange gange før, men det var som om, det nåede frem nu. Det er også en slags arbejde, en bedrift.