Jeg har brug for mere hvile i de her dage og begynder at være bedre til at omfavne det uden dårlig samvittighed. Mærke at det simpelthen er nødvendigt. At kroppen ikke vil andet. At selvomsorg og ro er en god ting.
Læse, strække, hækle, fordøje, gøre rent…
Og hvile.
Og jeg ved, at de gode idéer kommer nemmere, hvis jeg tager mig tid til det andet.
Jeg lærer meget ved at observere den naturlige dynamik i mit liv og leve efter den. Og det er overraskende (og somme tider frustrerende), hvor meget ro og hvile, der faktisk skal til, når jeg mærker efter. Til gengæld kommer alt nemmere i de mere aktive perioder. Og fra et dybere og flottere sted end den slags 8.30-16.30-arbejde, som jeg godt kunne lave 37 timer hver uge tidligere.