SKØNLITTERÆRT MELLEMSPIL
Birk har tisset i bukserne og mens jeg forsøger at gøre ham ren og få skiftet hans våde tøj, kan han ikke løsrive sig fra de orange fnug fra hans strømper mellem tæerne. En blød, søvnig, barnlig undren. Og jeg bliver utålmodig. Jeg kan høre den vrisne voksne, jeg ikke kender, stige op i min strube. Jeg har ikke tid til det her, tænker hun.
Det er eftermiddag. Han er træg og ufokuseret. Og lugter af tis. Jeg ved, at det her sker, når der mangler struktur og regelmæssighed i børnehaven. Når der er for meget møder og vikarer og ingen udstikker en plan og holder den. Når dagen skrider. Og jeg føler for dem, børnene. For det omsorgsmæssige kaos, de skal udvikle sig i. Jeg vil hjem.
Jeg finder den sidste varme frem, den bløde, men faste stemme, og siger, at jeg godt kan se, der er orange fnug lige dér på hans stadig fugtige små tæer, og at jeg tror, det er fra hans sokker, som er orange med Chase på (IYKYK). Jeg spørger, om han selv kan tage de rene bukser og strømper på, hvis han sætter sig ned på kummen. Og han er altid medgørlig, sådan set. Og nysgerrig på de børn, der er anderledes, og god til at passe på sine venner. Jeg ville ønske, jeg havde mere tid til at omfavne ham og hans langsomhed.
Bliver alt for ofte rørt over den blinde tillid, børnene viser mig. Det har jeg heller ikke tid til, for nu er jeg den sidste voksne på stuen.
Jeg vil hjem og desinficeres inden i og uden på.
Lukke den vrisne voksne helt ud af min verden. Leve det langsomme liv.