Jeg har fået startet på at læse en ny Sandman. Blev helt rørt bare af introen. Vidste ikke, hvor meget jeg trængte til det. Gaimans grafiske novelleverden af drømme, under, fantasi, tyngde. Evigheden blandt de udødelige, der gør dem i stand til at mærke de store linjer og bære stort ansvar. Skæbner, kampe, langsom læring.
Hvor ville jeg ønske, vi ikke havde lavet et samfund, hvor tiden altid føles knap. Jeg tror et 83 år langt liv ville være bedre for mig, hvis jeg troede, det ville vare evigt, og ikke lod mig tyrannisere af lineær tid. Jeg er ikke typen, der ville gå i stå eller blive træt af det. Jeg har så meget, jeg vil nå. Jeg griber alle mulighederne febrilsk, og hvis jeg troede, jeg havde masser af tid, ville jeg stadig gribe alle mulighederne, men uden hast og optimering, mere flydende og dvælende og med større ro i tilfældighederne og fravalgene.
Jeg kommer også til at drømme om at skabe, når jeg læser. Glæder mig til det. Håber, jeg kan gøre det med fascination og leg og uden stress og ego. Det er så svært i denne her fucking verden, mand. Men jeg glæder mig til at forsøge. Og nu glæder jeg mig til at læse videre.