For to år siden skrev jeg under på en kontrakt. Jeg fik sådan en titel, der lyder som om, man har styr på ting og meget ansvar. Og det havde jeg vel også. Jeg sad på stranden i Skagen, lige ankommet med nattoget uden planer, og kiggede på de første badegæster i hvide badekåber fra hotellerne, da min tidligere chef ringede og tilbød mig den. “Vi har brug for dig. Og vi kan skrue kontrakten sammen, som du vil mht. arbejdstid, for jeg ved jo, du også gerne vil have tid til andre ting. Hvor meget vil du arbejde?” Jeg landede på så lidt, som muligt. Hvilket blev seks måneder fuldtid og seks måned deltid hvert år.
Nu har jeg sagt op.
Tiden flyver, og det er én af grundene.
Nu har jeg prøvet det liv, det er ikke tilstrækkeligt eller ikke det rigtige for mig… De seks måneder på 37 timer (oftest vel over 40 i praksis) føltes til sidst som spild af liv. Noget der kunne have været sjovt, bliver det ikke, fordi man overgør det. Ikke kan lade op. Får smerter i ryg og nakke og hoved. Kraniet skriger på frisk luft om foråret og at ligge mere ned i vintermånederne. Jeg vil det ikke mere.
Så nu har jeg sagt op. Uden en plan. Jeg havde en gæld på 100.000, inden jeg stiftede bekendtskab med den arbejdsplads. Nu har jeg en opsparing på 300.000. Nu vil jeg skrive, gå en tur, når jeg vågner. Bruge tid på indkøb og madlavning. Trække vejret, meditere, drikke te. Læse flere bøger, se flere film.
Opslå mange flere billeder og tekster, skrive nogle bøger, forsøge at pushe andre muligheder til andre mennesker. Dedikere mig fuld tid til fordybelse og forundring og virkeligt tænke grundigt over, hvad det er, vi laver. Granske kritisk, om det er så vigtigt at kunne give liv og økonomi videre, hvis vi kun overlever uden at nyde turen.
Jeg vil prøve at balancere et behov for frihed fra at tænke på kommercialisering af livet og kunsten og hvor min næste løn skal komme fra med at italesætte kreativt arbejde som just dét, arbejde. Et omhyggeligt bidrag til samfundet, der kræver koncentration, disciplin, øvelse og håndelag. Som jeg gør mig umage med. Men som samtidig mange dage føles lettere end at tvinge mig selv op og ind på et kontor af glas fyldt med rutiner, travlhed og konkurrencelogik.
Flyde. Frihed. Mening. Det skal jeg nu. Måske kommer der herinde, foruden det kreative og refleksion om livsstil, også indblik i, hvordan jeg lever på en sten. Fordi min tid er så meget mere værdifuld end de fleste kommoditeter, jeg kan købe for den.
Jeg håber, I hænger på, selvom det også kan være hårdt at blive tvunget til at stille lidt spørgsmålstegn ved common sense og arbejdsdiskursen. Og selvom jeg næppe pleaser den brede smag.
Hvis det ikke er for dig, så skal du bare slukke, selvfølgelig. Jeg værdsætter din nysgerrighed, hvis du hænger på. Helt vildt. Og alle kommentarer, delinger, spørgsmål og hjerter. I gør mig modig.