Vi ligger i sengen i din dunkle, fugtige skotøjsæske af et soveværelse og burde have sovet for længe siden.
Du siger, du vil det hele.
Jeg spørger, om du ikke længere er bange.
Du spørger, om jeg mener for dine egne eller mine følelser.
Jeg tøver. Og svarer bekræftende på den flabede måde, jeg også gør, når du spørger om jeg vil have øl eller vin eller i det hele taget prøver at få mig til at vælge mellem to ting, der begge er relevante. Ja.
Om du synes, det er sødt eller irriterende afhænger af, om du har en dag, hvor du ryger som du plejer eller en dag, hvor du prøver at trappe ned. De fordeler sig som vinden blæser, men i dag kunne jeg lugte skunken helt ned til gadedøren, da jeg ankom.
Du siger, at jo, du er bange, men at der er så meget, du gør, selvom du er bange for det.
Og det er en kliché, men det er i det øjeblik, jeg forelsker mig i dig.
Alt for sent.
Og bagefter sover jeg tungere, end jeg har gjort i mange uger.
Alt for sent.
Et par uger senere snakker vi igen om, at det er svært. At jeg komplicerer og eskalerer situationer. At du har svært ved at lukke nogen ind.
Jeg siger, at jeg lever efter, at et stort afkast kræver et stort indskud. High stakes, high reward.
Og at jeg vil de gode ting nok til, at mørket ikke er svært at leve med.
At jeg ikke tror på quick fixes, men kun finder tilstrækkelig højde og dybde i livet og mine relationer, hvis jeg gør det nødvendige arbejde og satser.
At jeg aldrig ville være tilfreds med det ringe udbytte, man får af at skjule sin sårbarhed og gå halvhjertet ind i ting.
Dit blik flakker, mens du smilende siger, at de fleste nok mere ser det her game som low risk, high reward med begrænset indsats. Og jeg ved, du har ret.
Ingen andre satser stort i Tinderlotteriet. Alle håber på at vinde en million på en krone.
Sådan har du det med at supplere mine tankerækker, så jeg næsten ikke bemærker min dårlige mavefornemmelse over din evige splittelse mellem den fornuftige søn af forstadens bankfolk og anarkisten med en molotov cocktail i baglommen. Krebsegilder og sorte blokke. Eller at dit smil var lidt påtaget.
Der er så meget, du aldrig har fortalt mig om din fortid, og så meget kognitiv dissonans i det af din referenceramme, jeg kan se, at jeg bliver svimmel.
Men du lyder stadig afklaret og rolig, aer mig bag øret og kigger mig modigt i øjnene, mens jeg snakker videre om, hvordan vi konkret må gøre det beskidte arbejde fremfor at vente på det usandsynlige held.
Du er ikke ved at stikke af. Ikke denne gang.
Og jeg lader det passere. Denne gang. Prøver at være den medgørlige hundehvalp, du så brændende ønsker.
Det holder aldrig særligt længe, og hvis man bliver ved at spille, ender man altid med at tabe.