Jeg prøver at minde mig selv om noget med tempo… Noget om den dér nagende sense of urgency…
Jeg skriver:
Du behøver ikke producere hurtigere, end et publikum kan tage det ind. Man konsumerer dybe ting langsomt. Der er mange tilbud og afbrydelser.
Jeg skriver:
Gå efter kvalitet over hurtighed. Og brug tid på at tænke over, hvad du vil. Den er falsk, den sense of urgency. En løgner.
Har brug for påmindelserne i dag, hvor jeg slet ikke føler mig som den sensuelle, rolige, interessante kunstner… Jeg får ikke sunget, skrevet eller skabt. Men til gengæld ordner jeg ting hos SSP-samrådet, jeg hjælper min ven akademisk og med opbakning, jeg bevæger mig, jeg har fuget vinduerne og ryddet op i kælderen…
Jeg skriver:
Det kommer tilbage. Du behøver ikke være over den uafbrudt, kunsten. Men opsøg den igen snart. Fordi det er det, du vil. Det er det, der forankrer dig i verden. Det er sjovt, når du tør.
Jeg skriver:
Prøv at lade være at tænke på, hvor hurtigt, du kan få gennemført noget. Prøv i stedet at tænke på, hvor afslappet, du kan være, mens du gør. Stræb efter at maksimere det: Din tilbagelænethed i dit arbejde. Dit nu i stedet for din fremtid.